NY KONTRAKT TIL MATHIAS SAUER
06.03.2023 13:23
Det offensive midtbane-talent, Mathias Sauer har lavet en ny kontrakt med AGF.
Endnu en young gun fra AGF Talent har lavet en ny aftale med AGF. Således har Mathias Sauer netop sat sin signatur på en ny kontrakt med AGF frem til sommeren 2026.
Den nye aftale kommer efter 18-årig Mathias Sauer i en periode har været inde omkring førsteholdet, hvor han har trænet med og blandt andet har været en del af opstarten til dette forår med spilletid i testkampe og deltagelse i begge træningslejre inden sæsonstarten.
Sideløbende spiller den offensive midtbanespiller fortsat kampe for U19, hvor han så sent som i denne weekend kom på scoringstavlen med sit ottende mål for U19 i denne sæson.
Han har dog fået sin debut i 3F Superligaen allerede i juni 2021, da han kom ind i en kamp mod FC Midtjylland og har også været i truppen i denne sæson uden dog at komme i kamp. Senest var han i truppen til fredagens kamp mod AC Horsens.
- Mathias har været gennem en flot udvikling som har taget fart i denne sæson, hvor han har vist sig godt frem i vinteropstarten med en god dedikation og seriøsitet. Han er en hårdtarbejdende midtbanespiller med et godt blik for det offensive spil, og med en god fart, overblik og en stærk teknik har han fin pakke med mange udviklingsmuligheder, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
Mathias Sauer kom oprindeligt til AGF fra vores samarbejdsklub, TRIF i Rønde. Han er noteret for to ungdomslandskampe for Danmark.
Sauers nye kontrakt følger i kølvandet på to andre aftaler med egne talenter efter Mikkel Kristensen og Jacob Andersen fornylig også er blevet udstyret med nye kontrakter.