
REMIS I HOVEDSTADEN
18.10.2026 18:44
Vi spillede søndag aften 1-1 mod FC København
Efter en solrig dag i hovedstaden stod den søndag aften på nyklassikeren mellem landets to største byer. FC København tog imod AGF i et velbesøgt Parken - herunder næsten 2.000 medlevende århusianere, der gav holdet en fantastisk opbakning denne efterårsaften på Østerbro.
De mange medrejsende kunne se en fysisk start på kampen med mange dueller og hvor begge mandskaber forsøgte at tilkæmpe sig overhånden.
Det var da heller ikke en indledning med mange chancer. Den første kom til FCK efter kampens første hjørnespark, hvor Viktor Dadason headede mod mål, men ramte en medspiller i momentet.
Første mulighed til AGF’erne kom fra et godt indlæg fra Frederik Emmery, hvor Bech kunne heade mod mål, men afleveringen lå lidt tilbage til det for alvor blev farligt.
Det var en intens indledning med få muligheder til nogen af holdene. AGF’erne stod solidt og arbejdede benhårdt i det defensive arbejde, mens hjemmeholdet også var påpasselige.
De har da også indkasseret en del mål i kampenes første tyve minutter i denne sæson, så der var ikke noget at sige til, at FCK var opmærksom på vores offensive spil, hvor Tobias Bech nogle gange havde held med at sætte Frederik Emmery op med sit klassiske skift på tværs af banen.

Tæt på den halve time lagde Arnstad et godt indlæg ind i feltet, som Frederik Tingager fik headet til, men desværre for os over det københavnske mål.
Værterne satte sig lidt mere på kampen som første halvleg skred frem og kom også til et par muligheder. Blandt andet efter et par hjørnespark, som blev nærgående. Men som i torsdagens kamp i Belgien stod vi stærkt defensivt.
Ved den halve time afsluttede Robert Silva fra en spids vinkel, men Hansen stod godt placeret i vores mål.
Kort efter kunne vores målmand dog ikke gøre noget, da Robert Silva igen trykkede fra kanten af feltet og denne gang gik den desværre for os i mål.
Emmery var tæt på at kunne udligne, da han blev sendt i dybden, men en FCK’er kom i vejen i sidste øjeblik og det efterfølgende hjørnespark fik vi for lidt ud af.
I halvlegens tillægstid var Emmery igen på spil, da han lagde et fladt indlæg ind foran FCK’s mål, hvor Callum McCowatt var uhyre tæt på at nål frem til bolden. Men vi måtte gå til pausen uden århusianske mål og dermed stillingen 1-0.

Anden halvleg lagde lidt låst ud indtil Janni Serra kom igennem på en god dyb aflevering fra Knudsen, men Serra måtte se sit forsøg blive reddet.
Og i jagten på mål var det nu udeholdet, som pressede hjemmeholdet lidt tilbage og vi tvang FCK til at indtage en mere afventende position.
Tæt på en time tog Emmery et godt løb i en omstilling og FCK var uhyre tæt på at lave selvmål på indlægget, da en københavner skød bolden på overliggeren - lige for snuden af Tobias Bech.
Kort efter var vi endnu en gang uheldige. Denne gang var det Frederik Emmery, som skød fra en spids vinkel efter et godt AGF-opspil, men ramte træværket, men vi var nu for alvor i gang offensivt.
For i det efterfølgende angreb var det Emmery igen med et indlæg og her kom Janni Serra forrest og fik en afsluttende fod på bolden, der gik i kassen til en udligning efter en rigtig god indledning på anden halvleg fra udeholdet.

FCK svarede hurtigt igen med en farlig mulighed efter de afviklede et frispark hurtigt, men hovedstødet gik over mål. Og i det hele taget forsøgte hjemmeholdet at komme tilbage i føringen.
AGF’erne stod dog fint i mod og vi havde også mulighed som for eksempel, da Tobias Bech fik headet godt mod mål, men måtte se sit forsøg blive reddet. Og Frederik Emmery kom fortsat til flere gode indlæg og vi bed stadig fra os.
I kampens slutfase bølgede det frem og tilbage, og vi pressede også på for det mål, som måske kunne blive til sejrsmålet. I sådan en proces skal man passe på bag ved og FCK var med syv minutter tilbage tæt på at kunne score kampens tredje mål, da et forsøg gik over mål i vores felt.
I tillægstiden pressede FCK for alvor på og Jesper Hansen måtte hive en stor redning op på et langskud inden fløjten lød og kampen endte 1-1.
Næste kamp er i UEFA Conference League på Randers Stadion mod KF Egnatia på torsdag. Der er stadig få billetter tilbage. Find dem lige her.
FC København vs. AGF / 3F Superliga, runde 12 / Parken / 18.10 2026
1-1 (1-0)
35’ 1-0: Robert Silva
62’ 1-1: Janni Serra
Advarsler
FCK: Alex Král
AGF:
Tobias Mølgaard
AGF i København:
Jesper Hansen, Daniel Grétarsson (67’ Eric Kahl) Frederik Tingager, Tobias Mølgaard,
Frederik Emmery, Rasmus Carstensen (45’ Jacob Andersen), Magnus Knudsen, Kristian Arnstad, Callum McCowatt (74’ Markus Solbakken), Tobias Bech, Janni Serra (74’ James Bogere)




