
AARHUS MOD KØBENHAVN VENTER SØNDAG
17.10.2026 04:37
Et udsolgt udebaneafsnit venter, når vi besøger Parken og FC København søndag til sæsonens første møde mellem landets to største byer. Her kan vi hente tredje sejr på stribe mod københavnerne.
Søndag venter en fodboldkamp mellem landets to største byer, når vi rejser en tur til Parken til en kamp mod FC København. Der er kampstart kl. 18 og udsolgt på udebaneafsnittet, hvor næsten 2.000 århusianere tager plads bag det ene mål.
Det er kamp 97 i 3F Superligaens historie mellem AGF og FCK. Her har københavnerne vundet 47, mens vi har taget sejren 22 gange. Aktuelt har vi dog vundet de to seneste kampe - også den seneste kamp i Parken, hvor vi vandt 3-2 tilbage i august sidste år. Og kan vi vinde igen på søndag vil det være første gang siden 1999, at vi vinder tre kampe i træk mod københavnerne.
Set hen over de seneste ti kampe i 3F Superligaen er vi ubesejret mod FCK seks gange og vi skal tilbage til den 21. april 2025 for at finde seneste sejr til hjemmeholdet, når vi har været på besøg i Parken.
Seneste kamp var i Vejlby, hvor vi vandt 2-0 på mål af Patrick Mortensen og Rasmus Carstensen, som altså er den seneste til at score mod FCK i en officiel kamp. I vinter vandt vi i øvrigt 4-0 i en træningskamp i København.

Begge hold kommer ind til dysten mellem Aarhus og København efter europæiske kampe i ugens løb i UEFA Conference League. Vi tabte som bekendt knebent med 1-0 på udebane til KAA Gent torsdag aften, mens FCK vandt 3-0 hjemme mod Braga.
I seneste Superliga-kamp vandt vi 3-0 i mandags mod Sønderjyske, mens FCK tabte på udebane til FC Midtjylland. FCK er dog stadig i front af 3F Superligaen med 24 point, mens vi kom over stregen med mandagens sejr og er på en 10’ende plads inden søndag, hvor vi med en sejr kan komme tæt på top seks-linjen.
Men skal vi hente tre nye point søndag kræver det mål. Og det har vi i nyere historie været gode til mod FCK. I seneste kamp i Parken fik vi scoret tre og faktisk har vi scoret i hvert af de seneste 11 Superliga-opgør mod FCK. Det er den længste aktuelle stime af kampe, hvor københavnerne har lukket mål ind mod én bestemt modstander.
Og der kan måske være god grund til at være klar med skarpheden fra første fløjt på søndag.
For halvdelen af de ti mål, F.C. København har lukket ind i denne Superliga-sæson, er faldet inden for kampenes første 20 minutter. Det er både det højeste antal og den største andel af indkasserede mål i den periode blandt ligaens hold.
Og i seneste 3F Superliga-kamp fik vi scoret vores to første mål i kampens første tyve minutter, og fik dermed forbedret vores statistik om at vi i denne sæson har scoret flest mål efter pausen.

Måske vores mål kommer fra vores aktuelle topscorer, Janni Serra, der tidligere har scoret mod FC København og som er oppe på fire mål i denne sæson indtil nu. Janni har arbejdet sig frem til chancer svarende til 3,4 forventede mål (xG) uden straffespark i denne Superliga-sæson. Kun fem spillere i ligaen har præsteret et højere tal.
Og skarpheden foran mål er da også forbedret på vej til Parken. I vores to seneste opgør har vi således scoret fem gange på 23 afslutninger. Det svarer til en scoringsprocent på knap 22. Til sammenligning blev det til ni mål på de første 137 afslutninger i sæsonen - en scoringsprocent på 6,6.
I gennemsnit er der scoret 3.7 mål i de seneste ti kampe mellem AGF og FC København og alene i de tre seneste kampe er der scoret 11 mål.
Vi må se hvem der kommer på tavlen på søndag. Forhåbentlig kommer der flest mål til os igen i Parken, så vi kan lave tre på stribe i slaget mellem landets to største byer.
Der er kampstart kl. 18 og som nævnt er der udsolgt på udebaneafsnittet i Parken. Er man ikke på stadion, kan kampen følges på TV3+ / Viaplay.
Se flere tal og højdepunkter fra tidligere kampe på vores kampside her.
Hør eller genhør også vores podcast fra sidste sæson, hvor vi i 11’eren sætter et hold med spillere med fortid i begge klubber.




