NY AFTALE MED MIKKEL KRISTENSEN
28.02.2023 09:00
Unge Mikkel Kannegaard Kristensen indtræder i 3F Superliga-truppen.
Han har trods sin unge alder allerede vist sig flot frem på seniorniveau. Således var 16-årige Mikkel Kannegaard Kristensen en del af 3F Superligaens opstart her i vinters, hvor han fik spilletid i flere træningskampe og også var med på begge træningslejre. Og senest var han i truppen til søndagens kamp mod Silkeborg IF.
Nu rykkes Mikkel Kristensen permanent op i 3F Superliga-truppen i forbindelse med, at han har lavet en ny aftale med AGF frem til og med 2025.
- Mikkel har vist et stort potentiale på mange af de områder, der er vigtige for en ung spiller. Han er koncentreret og behersket under pres, og så er han en nysgerrig, lærenem og ydmyg spiller, som arbejder hårdt.
- Nu får han muligheden for gå fuld tid i en ung alder, hvor han kommer ind i et professionelt miljø med meget erfaring og med dygtige og rutinerede spillere som vil bidrage til hans udvikling - både på og udenfor banen, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
Mikkel Kristensen - der er forsvarsspiller og primært spiller i centerforsvaret, men som også kan spille på back-pladsen - er indtil videre noteret for 10 landskampe for det danske U16 og U17 landshold.
Han kommer oprindeligt fra Kolind-Perstrup IF, hvor også hans kommende holdkammerat, Benjamin Hvidt stammer fra. Nu får vores gode samarbejdsklub på Djursland altså endnu en spiller i AGF’s 3F Superliga-trup.
Tillykke til Mikkel med den nye aftale. På billederne er han flankeret af sportschef, Stig Inge Bjørnebye, talentchef i AGF, Jesper Ørskov og sine forældre.