NY AFTALE MED JACOB ANDERSEN: BLIVER EN DEL AF FØRSTEHOLDET

21.02.2023 13:04

Ung forsvarsspiller har skrevet ny kontrakt med AGF

Han har været hos os siden han var ni år. Og nu bliver Jacob Andersen for alvor en fast del af 3F Superliga-truppen efter den unge forsvarsspiller har lavet en ny aftale med AGF, som fra sommer betyder, at han rykker op på fuld tid i førsteholds-truppen på Fredensvang.

Den nye kontrakt kommer efter Andersen faktisk allerede har fået debut i 3F Superligaen i en kamp mod FC Midtjylland, da han kun var 17 år. I mellemtiden er han blevet 19 år - som han fyldte i januar - og han var senest en del af truppen i 3F Superliga-kampen mod AaB i fredags.

Jacob Andersen, der stammer fra Galten, er noteret for i alt 44 U19 kampe for AGF og har også flere Future Cup kampe på sit CV. Han kan begå sig både på højre-back eller i det centrale forsvar.

- Jacob har en god aggressivitet og fart i sit spil, der gør ham spændende som forsvarsspiller, og han er en fleksibel spiller som kan dække flere plader. Han arbejder også altid med stort hjerte, og er på den måde en god eksponent for vores værdier om hårdt arbejde og vindermentalitet.

- Mens han har været med omkring førsteholdet her i opstarten, har han vist sig flot frem og han har samtidig udvist den seriøsitet og det engagement, der skal til for at kunne begå sig i 3F Superliga-truppen. Vi er derfor glade for, at han fra sommer bliver en fast del af førsteholdet, mens han fortsat kan spille kampe for U19, hvis ikke han er med Superligaen, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

Jacob Andersens nye aftale er på 2 ½ år og han tiltræder for alvor sin nye kontrakt, når han har færdiggjort sin HF-eksamen på Viby Gymnasium til sommer.