SÆDERNE FRA VORES GAMLE HJEMMEBANE HAR FÅET NYT LIV

22.06.2026 05:53

Historien lever videre i sæderne fra vores gamle hjemmebane, som er blevet genbrugt på mange kreative måder.

Som vores kommende hjemmebane i Kongelunden for alvor nu er ved at tage form har mange af sæderne fra det gamle stadion nu fået nyt liv. 

Det sker efter klubber, foreninger, fans og andre interesserede i forbindelse med nedrivningen af Ceres Park kunne afhente nogen af sæderne og genbruge dem til projekter derhjemme eller ude i klubberne.

Som nu for eksempel hos Kolt Hasselager IF (KHIF) som vi fornylig kunne fortælle har indviet helt ny tribune med sæder fra vores gamle hjemmebane, som man kan se på billedet herunder. 


Men der er også mange andre steder, hvor sæderne har fået nyt liv. I de senere uger har vi fået tilsendt mange billeder og historier fra små og store projekter hos både foreninger og private, hvor sæderne nu lever videre. 



For eksempel i Randers hos fodboldklubben FC Sabur, som fik 200 sæder fra det gamle Ceres Park. De har nu fået nyt liv på FC Saburs hjemmebane.



- Det har allerede haft en positiv indvirkning på vores arrangementer og aktiviteter. Det betyder meget for os at kunne tilbyde vores medlemmer og gæster en forbedret oplevelse, og dette ville ikke have været muligt uden sæderne, fortæller Sedin Buzdalek fra FC Sabur. 

Men det er ikke kun fodboldklubber, der har fået glæde af sæderne. Også bandet Von Quar har brugt sæderne i deres sceneshow, som blandt andet er kommet forbi et udsolgt Store VEGA og masser af danske festivaler henover sommeren.

Man kan også finde mange sæder ude i sommerlandet hos fans, der har benyttet lejligheden til at få et særligt minde og genbrugt sæderne til udsigtsposter, udendørsarealer ved sommerhuse, petanque-baner, tennisbaner og andre kreative genbrugsprojekter med sæderne, hvor man kan se nogen i galleriet herunder.

Tak til alle der har sendt billeder ind af sædernes nye liv.