EN MILEPÆL BLEV MARKERET PÅ VEJ MOD ET NYT STADION

16.08.2025 16:33

En grundstensnedlæggelse samlede effekter til en tidskapsel for fremtiden under byens kommende nye stadion - en af mange milepæle på vej frem mod det nye fodboldstadion som er godt undervejs.

Om 100 år vil fremtidens århusianere måske finde en AGF-trøje, et fotografi fra stadion i 1920 og en film, hvis de graver ud til endnu et nyt fodboldstadion i Aarhus. 



Det er i hvert fald, hvad der er blandt de effekter som forleden blev støbt ned i fundamentet for det kommende nye stadion, da der var såkaldt grundstensnedlæggelse for det nye fodboldstadion i Aarhus. 



Udover effekterne fra AGF fandt en mini-prototype af det nye stadion og Kongelundens visionsplan også vej i metalkassen, hvor et såkaldt grundstensdokument fra AGF også kom i.  



Det er en tradition ved større byggeprojekter, at man laver en slags tidskapsel for eftertiden med symbolske effekter og dokumenter, der så støbes ind i fundamentet. Ved det nye stadion skete det ved en af de enorme søjler, der allerede præger byggeriet.

Ved en lille ceremoni for indbudte gæster blev kassen lukket og støbt ned. 



AGF var repræsenteret ved adm. direktør, Jacob Nielsen og bestyrelsesformand, Lars Fournais. 


- Et stort byggeprojekt som det her, har mange milepæle, og grundstensnedlæggelsen markerer, at vi er rigtig godt på vej. Med den forbinder vi fortid, nutid og fremtid.

- Det binder vi sammen, og i AGF vil vi gøre alt for, at det nye stadion får en gylden fremtid i mange generationer frem, ligesom det oprindelige stadion også henrykkede tusindvis af århusianere, sagde Lars Fournais blandt andet i sin tale ved grundstensnedlæggelsen, hvor han også opfordrede alle parter bag byggeriet til at trække i samme retning frem mod færdiggørelsen.



- Det er vigtigt, at vi holder sammen og fastholder det høje ambitionsniveau for det nye stadion. Det forpligter vi os til med det grundstensdokument, vi har udarbejdet fra AGF’s side. Tak til alle som har arbejdet for at realisere det stadion, som nu er ved at blive bygget - især til de to donatorer, Lind Invest og Salling Fondene, sagde Lars Fournais.



Udover Lars Fournais og Jacob Nielsen fra AGF, og entreprenør Jens Skinnebach fra A. Enggaard, var Aarhus Kommune også repræsenteret ved borgmester Anders Winnerskjold og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmed, ligesom de to donatorer som har gjort drømmen om en ny hjemmebane til virkelighed - Lind Invest og Salling Fondene - også var repræsenteret ved Henrik Lind og Jens Bjerg fra Salling Fondene. 

Det kommende nye stadion er tegnet af Zaha Hadid Architects, mens A. Enggaard står for byggeriet. Det nye stadion står færdigt i marts 2027.

Herunder kan du se den film, som nu er støbt ned under det nye stadion. 

Hold også øje med vores serie på AGF Play; Vores nye hjem, hvor vi snart er klar med et nyt afsnit om grundstensnedlæggelsen og en status på det kommende fodboldstadion.