
SØNDAG HOLDES AGF MINDES FOR FØRSTE GANG
11.12.2025 07:13
Søndag mindes vi de AGF'ere, der er gået bort i årets løb.
Når vi på søndag spiller årets sidste kamp, er der også premiere på AGF Mindes, som AGF indførte tidligere i året.
AGF Mindes er en mindestund, hvor klubben vil mindes fans og andre AGF’ere, der er gået bort i årets løb, ligesom AGF Mindes samler og informerer om mulighederne for, hvordan man kan inddrage klubben i den sidste stund. Det kan man se mere om her.
Så når vi på Ceres Park Vejlby tager imod OB på søndag i Oddset Pokalen, vil der inden kampen være en kort mindestund dedikeret til de AGF’ere, der ikke er her mere. Og lige inden kampstart vil hele stadion iagttage et øjebliks stilhed.
- Vi ser frem til premieren på AGF Mindes, hvor vi skal hylde både tidligere spillere, frivillige og fans. I AGF er vi en familie, der strækker sig ud over banen og tribunerne. Og vi anerkender de mange mennesker, som har viet deres liv til klubben. Deres passion og dedikation gør AGF stærk, og vi ønsker at ære deres minde, når de ikke er her mere.
- Søndag har vi inviteret pårørende til kampen mod OB og håber vi, at alle vil være med til en respektfuld sidste hilsen til de AGF’ere, vi har mistet, fortæller Søren Højlund Carlsen, som er koordinator for AGF Mindes.

Konkret vil mindestunden findes sted ca. 15 minutter før kampstart, ligesom spillere og stadion vil holde et øjebliks stilhed lige inden kampstart.
Efter kampen vil navnene på de afdøde, så for første gang fremgå af en mindevæg på AGF’s hjemmeside, hvor der er åbnet en underside med informationer om andre muligheder for at ære afdøde AGF’ere.
- Vi vil gerne anerkende det behov, som der er for informationer om, hvordan man kan inddrage klubben i afskedens stund. Derfor har vi samlet praktiske informationer om, hvilke muligheder, der findes og hvordan man bedst forholder sig til det som pårørende, hvis man ønsker at inddrage AGF i den sidste stund, fortæller Søren Højlund Carlsen fra AGF.
AGF møder OB i en afgørende kvartfinale i Oddset Pokalen søndag den 14. december kl. 15 på Ceres Park Vejlby, hvor mindestunden altså vil finde sted inden kampen.



