ORIGINAL LARS LUNDKVIST-TRØJE SAMLER YDERLIGERE 25.000 KRONER IND

06.12.2023 07:02

Da vi sendte Patrick Mortensens legendetrøje på auktion meldte en privat samler sig. Han havde en original, match worn Lars Lundkvist-trøje fra 1989/1990 sæsonen - og en god idé. Takket være ham og OK kan vi sende yderligere 25.000 kroner afsted til et godt formål.

Allerede dagen efter kampen mod Viborg tikkede en besked ind på kontorerne ved siden af Ceres Park.

Den var fra Allan, en trofast AGF-fan, der også har en fin trøjesamling. Og i den var en original match worn Lars Lundkvist-trøje - og hvis overskuddet kunne gå til det samme gode formål som den første auktion, så ville han gerne donere trøjen.

Det er den trøje, AGF og Lars Lundkvist spillede i i 1989/1990-sæsonen - med det røde OK-logo på maven.

Og det er netop vores samarbejdspartner OK der har købt trøjen for 25.000 kroner, der også går til Familier med kræftramte børn.

Det er den samme forening som Lars Lundkvist selv ønskede at støtte med overskuddet fra salget af den trøje, Patrick Mortensen spillede og scorede i mod Viborg d. 12. november. Den blev i weekenden solgt på auktion til 15.001 kroner.

Således har de to AGF-trøjer med 10-tallet på ryggen, den ene båret af Lars Lundkvist i kamp og den anden af Patrick Mortensen, samlet 40.000 kroner ind til at give støtte og oplevelser til Familier med kræftramte børn.

En sjældenhed - allerede dengang

- Jeg fik fat i den gennem min onkel. Han arbejdede med Fanshoppen og var involveret i støtte til klubben i 80’erne og 90’erne. Han tog mig ofte med på stadion - min første kamp var AGF-Barcelona i 1989.

Sådan begynder historien om, hvordan den originale Lars Lundkvist-trøje endte i samlingen hos Allan, der har hurtig til at melde sig på banen og stille sin trøje til rådighed for et godt formål.

- Jeg har andre trøjer i min samling - og hvis den her kan ende med at give noget glæde til nogen, der har brug for det, så giver det rigtig god mening for mig, fortæller Allan, der blandt andet har en Troels Rasmussen og Søren Andersen-trøje i sin samling.

Dengang var fodboldtrøjer ikke noget, der blev solgt og båret uden for banen på samme måde som i dag. Med godt 30 år på bagen, så har trøjen holdt sig godt. Der er et lille hul på det ene ærme, hvor det trænede øje kan se, at trøjen har haft nærkontakt med en cigaret.

- Det er muligvis fra dengang, man måtte ryge på stadion - men den kan jo også være sket i omklædningsrummet,” griner Allan.

Nyt hjem hos gode venner

Dét vi ved med sikkerhed er, at trøjens liv fortsætter - og kommer til at finde et hjem hos OK, der glæder sig over at tilføje trøjen til deres samling.

- For os er denne unikke Lars Lundkvist-trøje med til at markere AGF og OK’s gode, langvarige samarbejde, som vi for nylig forlængede med en ny sponsoraftale. Og vigtigst af alt er vi selvfølgelig glade for, at vi samtidig støtter en rigtig god og meningsfuld sag, siger Marianne Skaanning Ebbesen, Marketingdirektør i OK.

Hos AGF er vi meget glade for, at der nu kommer flere penge til et godt formål.

- Det er en historie, der gør mig rigtig glad som salgsdirektør i AGF. At vi har en fan, som på baggrund af en god tanke, der starter hos én af vores legender, donerer en trøje fra sin egen samling - som så ender en af klubbens sponsorer, der har en historie med den specifikke trøje. Det siger enormt meget om os som klub - og de fans og partnere, vi har, fortæller Rasmus Nørgaard, salgsdirektør i AGF.