NYT FODBOLDSTADION PRÆSENTERET: EN GLÆDENS DAG
Visualiseringer: Zaha Hadid — 14.12.2022 10:00
Selvom der stadig er 10 dage til jul, blev den gave, der i mange år har stået højest på AGF’s og AGF-tilhængernes ønskeseddel i dag pakket ud på et pressemøde i Ceres Park.
På et pressemøde onsdag i Blue Water Arena på Ceres Park offentliggjorde borgmester Jacob Bundsgaard vinderne af arkitektkonkurrencen for byens nye fodboldstadion. Valget er faldet på et projekt fra det verdenskendte arkitektfirma Zaha Hadid under arbejdstitlen ”Skovens Arena, der er skabt i team med Sweco Danmark og Tredje Natur
Valget på Zaha Hadid Architects - der også står bag et de stadions, som bruges under det aktuelle VM - vækker begejstring hos AGF.
- Det er en glædens dag i dag - ikke bare for AGF, men for hele Aarhus. Det er efterhånden mange år siden, at vi første gang begyndte at drømme om et nyt, moderne fodboldstadion, og i dag ser vi de første synlige resultater. Det kan vi først og fremmest takke Salling Fondene og Lind Invest for. Uden deres enestående donationer på hver 250 mio. kr. havde det ikke været muligt. Hele byen og AGF i særdeleshed skylder dem en stor tak, siger bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais, der glæder sig over, hvordan vinderforslaget kombinerer både skov og de kendte og elskede bygninger for enden ad Stadion Allé.
- Med Zaha Hadids projekt får vi et fantastisk flot stadion, der skiller sig ud, men samtidig også viser respekt for Axel Høeg Hansens ikoniske stadionbygninger og den unikke placering i Marselisskoven. Jeg er sikker på, at det nye fodboldstadion bliver et samlingspunkt og t vartegn for byen, og det vil skabe glæde og fornøjelse for tusindvis af århusianere i mange år fremover.
Hensigtserklæring med DBU
Det nye stadion bliver ikke kun byens nye hjemmebane, men også hele Danmarks. For samtidig med offentliggørelsen af vinderprojektet, kunne AGF i dag også fortælle en nyhed om en hensigtserklæring, der bringer landskampe til Aarhus i fremtiden.
- Vi har gennem et stykke tid været i dialog med DBU, og vi er glade for, at vi i dag også kan offentliggøre, at vi har lavet en hensigtserklæring med DBU omkring afvikling af landskampe på det nye stadion, siger Jacob Nielsen.
AGF bidrager med 150 mio. kr.
Budgettet for stadionbyggeriet er 650 mio. kroner. Heraf bidrager AGF med 150 mio. kr., mens de resterende 500 mio. kr. udgøres af donationen fra Salling Fondene og Lind Invest. Derudover tilfører Aarhus Kommune 250 mio. kr., der udelukkende er øremærket nye idrætsfaciliteter for de andre sportsgrene i området og i udvikling af infrastrukturen.
- Vi finder det kun naturligt, at vi også bidrager til det nye stadion med et anseeligt beløb - og det sker naturligvis under den forudsætning, at vi driver stadion. Derfor er vi også glade for, at vi er nået til enighed med kommunen om en langvarig lejeaftale, der betyder, at AGF kommer til at stå for stadion - lige fra vores egne kampe, stadionkoncerter og landskampe til møder og konferencer, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.
Op til 24.000
Det nye fodboldstadion får plads til op til 24.000 tilskuere - heraf VIP-faciliteter til 2.500 gæster, og alle der holder med AGF kan godt begynde at glæde sig.
- Vi får Skandinaviens mest moderne stadion med helt nye muligheder for at skabe en fantastisk tilskueroplevelse for alle – hvad enten man er sponsor, fan eller almindelig tilskuer. Det bliver en tilskueroplevelse, der kommer til at sætte nye standarder. Her tænker jeg ikke kun på den intense kulisse, som det nye stadion understøtter, men også alt det rundt om såsom lys, lyd, storskærme, digitalisering, kæmpe fanzone-områder, eksklusive VIP-lounger og meget mere. Kort sagt en unik helhedsoplevelse, fortæller Jacob Nielsen.