MORTENSEN TANGEREDE MÅL-REKORD
14.03.2023 18:35
Patrick Mortensen har scoret 58 Superliga-mål for AGF. Dermed har han tangeret Morten Duncan Ramussens rekord.
AGF’s Patrick Mortensen tangerede mandag aften rekorden for flest 3F Superliga-mål for en AGF-spiller, da han med sit mål mod Randers FC kom op på 58 mål. Dermed nåede han Morten ’Duncan’ Rasmussens rekord og er altså kun et mål fra at sætte sig alene på målscorer-tronen.
For vores anfører og angriber er det en speciel følelse at tangere den flotte rekord.
- Det er ikke noget, jeg har haft fokus på eller skænket nogen særlige tanker. Men jeg har da vidst i et stykke tid, at jeg var på vej derop ad. Det gør mig utroligt stolt og det er en dejlig milepæl at nå som angriber i en klub som AGF, og forhåbentlig kommer der mange flere mål fremover, siger Patrick Mortensen, som er på vej ind i sit fjerde år i AGF efter han kom til Aarhus i januar 2019.
I alt har Mortensen scoret 64 mål for AGF, når man medregner pokalturneringen og Europa Cup-kampe. Han er i øjeblikket alene i spidsen for den aktuelle topscorerliste i 3F Superligaen.