BANEN ER KLAR TIL SØNDAG

22.02.2023 09:02

Det er vintertid, men søndag er Ceres Park klar til fodbold.

På søndag spiller vi årets første hjemmekamp i Ceres Park. Og derfor arbejdes der lige nu hårdt på at gøre banen klar til fodbold.

I denne tid er det vanskelige forhold nogen steder, når det kommer til fodboldbaner, og i første runde i 3F Superligaen var der da også kritik af nogen af banerne. Men i Aarhus bliver vi klar med en - for årstiden - flot bane, fortæller AGF's greenkeeper Kasper Lund Poulsen. 

- Årstiden taget i betragtning, så ser banen på godt ud. Der er kommet meget vand i vinter - også over Aarhus, men det har vi været i stand til at afværge fordi banen har gode jordforhold. Og ellers så handler det for os meget om tålmodighed og påpasselig pleje.

- Frem mod søndag skal den klippes og gøres pæn. Vi giver den lidt gødning og får den op til så god en standard, vi kan nu. Søndag er det så sidste finish med streger og den slags. Og så skal den nok stå flot til kampen, fortæller Kasper Lund Poulsen. 

Der er kampstart søndag den 26.2 kl. 18.

Er man interesseret i at høre mere om greenkeeperens arbejde i AGF, så kan man med fordel lytte til denne podcast fra sidste år, hvor Kasper Lund Poulsen fortælle mere om sit arbejde.