
DE TRE POINT SKAL MED HJEM TIL AARHUS
14.03.2025 17:47
Vejle Boldklub venter søndag, hvor vi skal forsøge at få et godt afsæt til mesterskabsspillet.
Søndag gælder det sidste kamp i grundspillet inden 3F Superligaen deles op i to. Vi er klar til mesterskabsspillet og skal nu forsøge at få et godt afsæt, når Vejle Boldklub tager imod os søndag kl. 17 på Vejle Stadion.
Den første kamp i det traditionsrige opgør endte 5-1 til AGF i Aarhus til i august, men i Vejle har vi senest spillet 0-0 i sidste sæson og truppen forventer da også endnu et hårdt opgør med VB, som kæmper om vigtige point i den nedre del af ligaen.
- Vi skal forsøge at sætte os på kampen og sørge for, at den ikke vipper over til deres styrker, for Vejle har vist sig som en vanskelig modstander for flere hold i 2025 og virker til at være i fremgang. Men vi er i top seks, kan sænke skuldrene, og så fokusere på det ting, vi skal, så vi kan komme tilbage på vindersporet, sagde Jesper Hansen, da spillerne torsdag mødte medierne inden weekendens runde.
Her blev der også talt om de to seneste kampe, som er endt 1-1 og dermed står i kontrast til årets første to Superliga-kampe, hvor vi til sammen scorede otte mål.
- Det skal være lidt bedre end især første halvleg mod Viborg. For vores ambition er naturligvis at tage tre point i Vejle, så vi ligger bedst mulig til, når medaljeslutspillet starter.
- Det kan så også godt blive en svær opgave, men vi kommer til Vejle godt forberedte og med en stor lyst til at finde tilbage til et mere målsøgende og effektivt spil, hvor det var lidt mere stolpe ud for os i seneste kamp, sagde Jesper Hansen, mens Mads Emil Madsen bemærkede, at det også var marginaler som var afgørende mod Viborg FF.
- Med de chancer, vi havde og vores spil især i 2. halvleg, kunne vi sagtens ha’ vundet mod Viborg, og så havde det været en anden historie. Men vi skal være lidt mere offensive og kreative på søndag, og sørge for at få afsluttet godt.
- For en sejr i Vejle ville være utrolig vigtig - det er sidste kamp mod et hold uden for top seks og snart skærpes konkurrencen om point endnu mere. Så vi vil meget gerne have de tre point med hjem til Aarhus, lød det fra Mads Emil Madsen.
Der er totalt udsolgt på udebaneafsnittet på Vejle Stadion. Men kampen, der starter søndag kl. 17, kan følges på TV3Sport/Viaplay og høres i DR P4, ligesom man kan følge med i AGF-appen.