BACH UDLØSER DONATION TIL BARNDOMSKLUB

26.05.2025 11:06

Tobias Bach passerede 25 kampe for AGF i foråret. Det udløste 25.000 kr. til hans barndomsklub.

Før spillerne gik på sommerferie var Tobias Bach en tur forbi sin barndomsklub, Todbjerg-Mejlby IF (TMIF) lidt udenfor Aarhus. Det er han nu ofte, så det er ingen historie, men besøget forleden var alligevel lidt specielt. 

For Bach havde en donation med til TMIF på 25.000 kr. For i AGF uddeler vi en donation på 25.000 kr. til en samarbejdsklub, når en spiller fra samarbejdsklubben runder 25 kampe for AGF's førstehold. 

Og da det skete her i foråret i den netop afsluttede sæson for Tobias Bach, kunne han glæde sin gamle klub med en donation. 

AGF har tidligere doneret til samarbejdsklubber som blandt andre VSK Aarhus, Harlev IK, IMF Midtdjurs og Galten IF, når spillere med opvækst i de klubber har passeret 25 kampe for førsteholdet. 

Og nu var det altså TMIF's tur til at få en donation til klubkassen, som Tobias Bach selv kom forbi med. 

AGF Klubsamarbejdet består af 61 klubber med 20.000 børnespillere. Næsten alle børn, der spiller fodbold i Aarhus Kommune, spiller i en samarbejdsklub til AGF.

Se mere om Bach's besøg i TMIF på AGF Play >>>