
ÅRETS FRIVILLIG ER FRA HAMMEL
09.11.2026 08:32
Stort tillykke til Jesper Søndergaard Balker fra Hammel GF, der er Årets Frivillig i AGF Klubsamarbejdet.
Søndag var det Samarbejdsklubbernes Dag Ceres Park Vejlby, hvor vi fejrede fællesskabet, fodbolden, og ikke mindst de mange frivillige kræfter ude i samarbejdsklubberne.
Derfor kårede vi også Årets Frivillig ude i samarbejdsklubberne.
Det er en pris, som alle klubberne kan nominere til og de tre nominerede til prisen i år var Thomas Grasbakken fra Grundfør IF, Mette Lind fra Stavtrup IF og Jesper Søndergaard Balker fra Hammel GF.
Og det blev Jesper Søndergaard Balker fra Hammel GF, som fik prisen som Årets Frivillig 2026.
Jesper Søndergaard Balker har siddet i bestyrelsen i Hammel siden 2011, været formand for fodboldafdelingen fra 2014 til 2026 og arbejder i dag blandt andet med at hverve nye frivillige til klubben. Han har været træner og leder for årgang 2002 gennem mange år og en central drivkraft bag klubbens fodboldskole, hvor han har brugt en uge af sin sommerferie på børnene. Jesper var også medinitiativtager til Hammel Kunstgræsbane.
Et stort tillykke til Jesper, som inden kampen mod AC Horsens fik overrakt prisen af Jan Dam fra Blue Water og bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais. Prisen består blandt andet af fodboldudstyr til klubben for 10.000 kr. fra Craft.




