
TAG MED TIL ÅRETS FØRSTE KAMP
12.02.2025 10:22
Søndag åbner 3F Superligaen igen med en udekamp i Haderslev. Her er der stor interesse for en plads på udebaneafsnittet på Sydbank Park.
Ventetiden er meget snart forbi og forårspremieren på 3F Superligaen nærmer sig. Søndag den 16. februar kl. 16 går det løs med den første kamp, som er mod Sønderjyske på Sydbank Park i Haderslev.
Her spiller vi 18. spillerunde og den første af de sidste fem kampe i grundspillet.
Som altid er der stor interesse for at være med på udebaneafsnittet i årets første kamp. Onsdag nærmer vi os så småt tusind billetter ude på udebaneafsnittet, hvor der er plads til 1.400.
Det er anden gang indenfor tre år, vi åbner et år på Sydbank Park. Også i 2022 mødte vi Sønderjyske i årets første kamp, hvor det blev til en 3-2 sejr til AGF.
Den gang var der også mange AGF'ere, som havde taget turen syd på. Det håber vi også bliver tilfældet på søndag.
Brug linket herunder for billetter.