
DUKKET I RANDERS
17.04.2025 16:04
Det blev ikke nogen god start på påsken i Randers i dag.
Skærtorsdag var vi ikke på påskeægsjagt i Randers, men på pointjagt i 3F Superligaens runde 25, hvor der stod lokalopgør på programmet i den første af to udekampe i påsken.
Foran mere end 2.000 århusianere på en meget flot besøgt udebanetribune, var det hjemmeholdet som indledte med bolden og fik presset os lidt tilbage i kampens første minutter.
Men efterhånden fik vi arbejdet os ind i opgøret og kom til kampens første chance, da tilbagevendte Mikael Anderson tog et godt ryk og fandt Patrick Mortensen som headede på mål, men måtte se sit forsøg blive reddet. Mortensens spillede i øvrigt i dag sin kamp nummer 250 i 3F Superligaen.
Også Tobias Bech forsøgte sig i den århusianske front, da han efter tyve minutters tid headede på mål, men fik ikke styret bolden indenfor rammerne.
Mod den halve time måtte Jesper Hansen igen på arbejde, da en Randers-spiller kom forrest på et indlæg tæt under mål, men Hansen fik hænderne på med en fin aktion. Og kort efter måtte vores målmand igen ud i en redning, da han flot fik pareret et langskud.
Som regnen tog til over Cepheus Park fik hjemmeholdet et straffespark som kom lidt ud af det blå og først blev dømt efter et længere VAR-tjek.
Det scorede Simon Nordli på og så var hjemmeholdet foran - en ærgerlig udvikling for udeholdet.
Vi svarede godt igen med et fornyet pres ned mod Randers-målet og fik også skabt chancer for en udligning og en hel del hjørnespark. Men formåede ikke at få mulighederne omsat til mål og måtte derfor gå til pause bagud med en.

Anden halvleg startede med det værst tænkelige for os, da hjemmeholdet fik hjørnespark og Wessel Dammers kom højest og kunne heade Randers foran.
Så var det allerede op ad bakke fra halvlegens start for et AGF-hold, der nu for alvor skulle på måljagt - og det’ mod et hold som er kendt for at være gode på omstillinger og som derfor var parate til at straffe et nu mere offensivt AGF-hold.
Og det var netop, hvad der skete, da hjemmeholdet kom afsted i en en-mod-to situation, hvor Mohamed Touré blev spillet fri og kunne score uden chance for Jesper Hansen.
Det gjorde ikke opgaven nemmere på en svær dag for gutterne, hvor hjemmeholdet var effektive og vi til tider havde det svært i regnvejret i Randers.
Det var fortsat vanskeligt for os at spille os igennem Randers-forsvaret til de chancer, der kunne bringe AGF'erne tilbage i kampen. Mads Emil Madsen havde et godt forsøg, men vinklen blev for spids. Også Max Power trykkede af, men over mål.
Med et kvarters tid igen var Mortensen ved at komme igennem på en tilbagelægning, men Randers fik pareret i sidste øjeblik.
På det efterfølgende hjørnespark var vi tæt på at få presset bolden i mål, men uden det held, som heller ikke fulgte AGF'erne i dag.
Til sidst kom der dog udbytte af anstrengelserne, da Patrick Mortensen steg højest på et hjørnespark. Hovedstødet blev reddet, men Mortensen var over riposten og kunne reducere.
Desværre for os kom målet for sent og vi nåede ikke for alvor at komme tilbage i kampen. Dermed var det første nederlag til Randers FC siden efteråret 2021 en realitet.
Allerede mandag får vi muligheden for at rejse os, når vi 2. påskedag tager til Parken til kampen mellem København og Aarhus.
Find din billet til udebaneafsnittet bag det ene mål her.
AGF vs. Randers FC / 26. runde i 3F Superligaen / Cepheus Park / 17.4 2025
3-1 (1-0)
30’ 1-0: Simon Nordli (str.)
46’ 2-0: Wessel Dammers
55’ 3-0: Mohamed Touré
87' 3-1: Patrick Mortensen
Advarsler
RFC:
AGF:
Patrick Mortensen
AGF i Randers:
Jesper Hansen, Eric Kahl, Frederik Tingager, Tobias Mølgaard, Felix Beijmo, Gift Links (83' Frederik Emmery), Nicolai Poulsen (56’ Max Power), Mads Emil Madsen (56’ Kristian Arnstad), Mikael Anderson (76' Frederik Brandhof), Patrick Mortensen, Tobias Bech (56’ Youssouph Badji)
