
TRE GODE POINT I VEJLBY
08.11.2026 15:55
Det blev søndag eftermiddag til en 2-0 sejr over AC Horsens i en medrivende kamp på Ceres Park Vejlby.
Søndag eftermiddag var der igen Superliga-bold i Vejlby, da vi tog imod AC Horsens i 3F runde 14. På Samarbejdsklubbernes Dag gjaldt det vigtige point i jagten på top seks mod ”Den Gule Fare”, som vi spillede 2-2 med i sæsonens omvendte opgør i Horsens.
Det blev en hektisk indledning på kampen med begge hold i højt pres og derfor ikke så meget etableret spil. Tempoet og angrebslysten var stor hos begge hold, men det gav sig ikke udslag i nogen større muligheder til nogen af holdene i kampens indledning.
Men efter 10 minutters spil kom først Jacob Andersen til et fint skud som blev blokeret. Det samme skete for James Bogere kort efter i de første par chancer til AGF’erne, som satte gang i en god periode for hjemmeholdet, som nu kom til mere boldbesiddelse og begyndte at true udeholdets mål.
Det gav også en god skudchance til Tobias Bech, der trykkede godt af fra kanten af feltet, men skuddet gik lige forbi Horsens-målet.
AC Horsens truede også - og havde i angriberen Kevin Ehibhattiomhan en høj og stærk angriber, der gav AGF-forsvaret nok at se til.
Men da der var gået en halv time var det hjemmeholdet, der kunne notere sig de største chancer.

Og selv om AC Horsens fortsatte deres høje pres var det også tilfældet i halvlegens sidste kvarter, hvor James Bogere var tæt på efter et hovedstød og Jacob Andersen fik lavet et godt indlæg, som desværre for os lå bag tre fremadstormende AGF’ere.
James Bogere var også tæt på at kunne score efter en god aktion fra Andersen, men nåede lige nøjagtig ikke bolden til en afslutning.
Også Bech forsøgte sig direkte på et frispark og i det hele taget var det et offensivt AGF-hold, som sluttede første halvleg af med mange gode momenter og forsøg mod mål - men altså uden mål.
Heller ikke til AC Horsens som kom til deres største chance kort før pausen, hvor Jesper Hansen måtte ud i en redning på et skud fra en spids vinkel.
2. halvleg
AGF’erne kom godt ud fra pausen og fik sat et par gode momenter sammen, som blandt andet gav et hjørnespark. Men gæsterne var fortsat farlige i en kamp som bølgede lidt frem og tilbage. Et hjørnespark og et langt indkast gav os problemer, og Jesper Hansen måtte ud i en god redning på en afslutning fra tæt hold.
Jacob Andersen var involveret i meget i dagens kamp og små ti minutter inde i 2. halvleg gav det hårde arbejde pote, da han spillede flot sammen med McCowatt og kunne med en skarp venstre inderside udplacere Delac i Horsens-målet til 1-0 og endelig fik AGF’erne udbytte af det hårde offensive arbejde.

Men gæsterne var konstant farlige i dag og de sendte flere indlæg ind i vores felt, der gav uro og Horsens’ høje folk truede os ofte i vores felt. Og det blev nogen hektiske minutter efter AGF’s føringsmål, hvor AC Horsens nærmest desperat forsøgte at udligne og der skulle virkelig tages fra for at holde gæsterne fra mål.
AC Horsens fortsatte også med at presse højt og i det hele taget lå de tæt på AGF’erne gennem hele kampen, hvor der også var mange frispark og fysiske dueller.
Undervejs var blandt andre Colin Rösler og James Bogere nede og bide i græsset efter Horsens-spillerne gik over stregen.
Men vi holdt stand og fortsatte med at angribe. Med få minutter igen spillede Jacob Andersen og Tobias Bech fint sammen, og Andersen lagde bolden ind foran Horsens-målet, hvor indskiftede Stefen Tchamche kom forrest og kunne score et forløsende mål.
Og dermed satte Tchamche og Andersen en smuk streg under, at det var Samarbejds-klubbernes Dag i dag, da Hørning IF og Galten FS kom på mål tavlen i form af de to AGF’ers tidligere klubber.
I første kamp mellem AGF og AC Horsens i denne sæson kom Horsens tilbage fra 0-2. Det gjorde de ikke i dag og vi kunne derfor til sidst glæde os over tre gode point.
Nu venter en landsholdstermin og ligaen ligger stille i et par uger. Næste kamp er derfor først den 20. november, hvor Lyngby Boldklub kommer til Aarhus.
Find billet til den kamp her >>>
AGF vs. AC Horsens / 3F Superliga, runde 14 / Ceres Park Vejlby / 8.11 2026
2-0 (0-0)
53’ 1-0. Jacob Andersen
87’ 2-0: Stefen Tchamche
Advarsler
ACH: Adam Herdonsson, Kevin Ehibhattiomhan; Jakob Bonde
POWER Man of the Match: Jacob Andersen
Tilskuere: 9.551
AGF i Vejlby:
Jesper Hansen, Eric Kahl, Colin Rösler, Tobias Mølgaard, Frederik Emmery (69’ Gift Links), Jacob Andersen, Magnus Knudsen, Markus Solbakken, Tobias Bech, Callum McCowatt (79’ Stefen Tchamche) James Bogere (69’ Sebastian Jørgensen)




