LØRDAG FEJRER VI VORES FØDSELSDAG SAMMEN 

27.09.2024 09:56

Fødselsdagsfest for små og store, når der er lokalopgør i Ceres Park lørdag.

Når vi lørdag eftermiddag kl. 16 møder Randers FC er det ikke bare et stort lokalopgør i 3F Superligaen. Det er også to dage efter vi fyldte 144 år som klub.

Så lørdag benytter vi lejligheden til at fejre vores fødselsdag sammen med alle de mange AGF’ere, der kommer til kampen, hvor der er stor interesse for at være med.



Og tag ikke fredagens regnvejr som et dårligt tegn. I morgen melder DMI om solskin og pæne temperaturer til kampen. Så det er bare med at få fat i en billet, der findes her >>>> 



Før kampen holder vi fødselsdag i AL Bank Fanzonen, hvor man kan møde Nanna Georgi fra Den Store Bagedyst. Sammen med Arbejdernes Landsbank kommer Nanna og bager fødselsdagskager. Alle kan købe en kage og selv bestemme prisen. Alle indtægterne går så direkte til Børneulykkesfonden og Lege- og Kreaheltene. Så find Nanna, få en snak om bagværk og støt den gode sag. 



Og apropos god sag, kan man også finde GirlTalk i AL Bank Fanzonen, som vi jo i denne uge lancerede en ny podcast-serie med. 

Ellers hygger vi os med Aros og de velkendte aktiviteter i AL Bank Fanzonen inden kampen, hvor man kan varme op til kampen med familien og venner.

Voksenfødselsdagsfest 
Efter kampen åbner AL Bank Fanzonen så igen - denne gang mest for de voksne, når vi inviterer til fødselsdagsfest for voksne.

Vi åbner baren med happy, hvor Ceres er klar med fadøl til halv pris lige efter kampen. Så start din lørdag på hjemmebanen med vennerne inden turen går til Midtbyen senere på aften. Forhåbentlig kan vi fejre en sejr sammen i lokalopgøret, der altså starter kl. 16, mens fanzonen åbner for fødselsdag kl. 13.

Vi ses i morgen til fødselsdag, fællesskab og fodbold. Find din billet til kampen lige her >>>