
BENT WACHMANN ER ÅRETS LEGENDE 2026
Foto: Ole Nielsen — 19.10.2026 10:00
80'er ikon er Årets Legende 2026
På søndag den 25. oktober er det Legendernes Dag på Ceres Park Vejlby, hvor vi hylder fortidens spillere og de mange AGF’ere, som vi står på skulderne af. Det sker inden den traditionsrige kamp mod Viborg FF søndag kl. 18.
Traditionen tro kårer vi Årets Legende i AGF i forbindelse med Legendernes Dag og i år er valget faldet på Bent Wachmann som Årets Legende 2026.
Årets Legende hyldes med en ny legende-trøje, som kan købes fra kampdagen på søndag fra kl. 11, hvor den bliver tilgængelig i både AGF Fanshoppen online, i boderne på Ceres Park Vejlby og i butikken på strøget.
Bent Wachmann er en af de helt store AGF’ere gennem historien, hvor han har gjort en enorm stor forskel - både på og udenfor banen for vores klub. Først som spiller, siden som direktør for klubben i 90’erne og nu som Netværkschef i AGF.
Bent Wachmann, der er født i 1959, blev meldt ind i AGF allerede som syv-årig. Familien byggede nyt hus på Midtagervej som genbo til AGF, så valget af klub var naturligt.
13 år senere - efter en lang tur gennem alle klubbens ungdomsrækker - fik Bent Wachmann debut for AGF på sin 20-års fødselsdag mod B 93 på Østerbro Stadion i en kamp, der endte med århusiansk sejr på 3-0 med en enkelt assist fra debutanten.
Bent Wachmann nåede i sin aktive karriere stort set hele vejen rundt på holdkortet. Efter pladser som højre back og stopper scorede han en del mål som angriber og første års senior på andet-holdet før han debuterede på førsteholdet som højre back.
Fra 1982 blev Bent Wachmann rykket ud som permanent højre back og her blev han resten af sin karriere, som gav ham fem medaljer, en DM-titel og to pokaltitler.
Bent Wachmanns karriere kulminerede på det legendariske firserhold med mesterskabet i 1986 og de to pokaltitler i 1987 og 1988. Det blev desuden til to sølv- og tre bronzemedaljer - og altså medaljer seks år i træk i en karriere, der bød på over 400 kampe.
Allerede som aktiv engagerede Bent Wachmann sig i fodbold-arbejdet uden for banen. Blandt andet i Spillerforeningen, hvor han har været formand, og i perioden 1994-1997 var han direktør i AGF’s professionelle afdeling og var som direktør med til at vinde pokalturneringen i 1996.
Efter nogle omveje i det århusianske sports- og kulturliv kom Bent Wachmann tilbage i AGF, hvor han som netværkschef plejer klubbens sponsorer, så de får det optimale ud af deres sponsorater, danner relationer internt og forstår sammenhængskraften.
Dermed har Bent Wachmann ikke bare været en central del af AGF’s hold i 1980’erne og med til at vinde tre titler. Han har også dedikeret en stor del af sit arbejdsliv til klubben og er en skattet og meget vellidt kollega - en sand legende, som nu også får en formel udnævnelse til Årets Legende 2026.

Med titlen bliver Bent Wachmann den 10’ende Årets Legende i AGF.
Den første udnævnelse var John Stampe i 2017. Siden har vi hyldet Aage Rou Jensen, Martin Jørgensen, Henry From, Troels Rasmussen, Stig Tøfting, Lars Lundkvist, Jørgen Olesen og sidste års legende; Henrik Mortensen.
Nu gælder det altså Bent Wachmann som vi hylder til Legendernes Dag 2026 på søndag den 25. oktober.
Her vil AGF’s spillere være iklædt en særlig legende-trøje som en hilsen til en af de store AGF’ere gennem tiderne og den trøje kan altså også fra kampdagen købes i AGF Fanshoppen online, i Vejlby eller i vores butik på Strøget.

Kom til Legendernes Dag og hyld Årets Legende 2026, Bent Wachmann.
Find billet lige her >>>
Bent Wachmann
Født: 7. april 1959 i Aarhus
AGF fra 1979-1989
Kampe: 408
Mål: 2
Direktør i AGF Fodbold A/S 94-97
Netværkschef i AGF siden 2016












