DELER I DRAMATISK LOKALOPGØR

28.09.2024 14:59

Lørdagens kamp mod Randers FC i Ceres Park endte 2-2.



I de sidste tre år af vores 144 år, som blev fejret lørdag i Ceres Park, har vi været ubesejret mod Randers FC. I dag skulle vi se om vi kunne fortsætte den gode stime i lokalopgøret på Ceres Park. 



Fra starten af kampen blev der gået til vaflerne af begge hold, som der ofte gør i lokalopgøret og spillet foregik meget på midten - om end gæsterne havde held til at få skubbet os lidt bagud og blandt andet forsøgte sig med at filme sig til et straffespark i kampens indledning, men det gav blot en advarsel. 


For hjemmeholdets vedkommende skulle der gå en ti minutters tid før vi kom til et par muligheder på to gode indlæg, men begge gange fik Randers clearet. 

Vi havde det svært i kampens indledning, hvor gæsterne var mest på bolden og havde held til at holde os væk fra deres felt med en stærk defensiv. 

Vi har scoret 2.998 mål i landets bedste række siden 1945 og kunne blev den første klub til at runde 3.000 mål, hvis vi kunne score to mål i dag.

Men det var svært i første halvleg at få hul på bylden i en lidt forsigtig og tøvende begyndelse på første halvleg, hvor vi havde svært ved at få sat det gode tempo på, hvilket passede gæsterne godt. 

Men efter 25 minutter var vi skarpe på et godt indlæg, hvor boldende endte hos Felix Beijmo, som flot fandt Tobias Bech foran mål og 1-0 til Aarhus.

Glæden varede dog kort, for i angrebet lige efter scorede Randers FC. Målet blev dog underkendt for hands efter et VAR tjek og vi slap med skrækken. 



På det her tidspunkt var kampen vågnet op og spillet bølgede frem og tilbage med begge hold i angrebslyst. Randers FC var fortsat farlige og AGF-forsvaret skulle arbejde hårdt for at holde føringen, hvor blandt andre Eric Kahl og AJ kom i vejen for meget, når gæsterne kom udover kanterne.



Vi truede også en gang i mellem foran, hvor Mads Emil Madsen kom til en fin skudmulighed, men måtte se sit skud blokeret. Det fik vi ikke gjort mod Randers, da gæsterne opfangede bolden efter et hjørnespark og John Björkengren skød bolden i vores mål til 1-1, så det nu var lige på måltavlen, da dommeren fløjtede til pause.

2. halvleg 

I begyndelsen af 2. halvleg kom Randers igennem til, hvad der lignede en friløber, men Frederik Tingager kom hjem med stor styrke og fik generet angriberen nok til at afslutningen gik forbi mål.



I den anden ende kom Mikael Anderson stærkt igennem og blev fældet i straffesparksfeltet, men ingen kendelse til vores fordel i en mere livlig indledning på denne halvleg end den første. 

Vi havde dog svært ved at få skabt de store chancer og i stedet var det Randers FC som kom foran, da fangede os på mellemhånd og Norman Campbell kom til et skud som han satte ind udenfor Jesper Hansen rækkevidde. 



Og nu var det os, som skulle op og jagte og skabe chancerne for mål. Patrick Mortensen var tæt på efter endnu et indlæg fra Beijmo, men en ellers fræk afslutning ramte en blå Randers-spiller. Og på returbolden fik Randers-målmanden reddet. 

Det gjorde han også efter et ellers farligt hjørnespark, der dansede i luften over Randers’ felt, men til sidst kunne gæsterne ånde lettet op.

Men vi var kommet længere op ad banen og lagde nu et tryk på gæsterne. Patrick Mortensen kom til en hovedstødschance, men i en skæv vinkel. 

Med 10 minutter igen fik vi etableret et godt angreb, hvor Nicolai Poulsen driblede sig igennem, blev nedlagt, men bolden endte mod Mads Emil Madsen, som scorede. Og trods et VAR tjek for noget, de fleste tilskuere på Ceres Park ikke rigtig vidste, hvad var, stod målet og vi var på 2-2. 

De sidste 10 minutter blev mere intens krig end chanceskabende spil.

Randers fik presset os tilbage og vi havde ikke så mange chancer - dog var Brandhof tæt på efter et hovedstød. Til sidst blev det overordentlig fysisk med lidt skrabalder mellem spillerne, og til sidst sluttede kampen uden en vinder - 2-2.  



Med dagens resultat, er vi nu på 19 point i 3F Superliga inden rundens resterende kampe. I næste uge gælder det Viborg FF på udebane. Her håber vi at se mange AGF’ere på udebaneafsnittet. Find billetterne lige her. 

AGF vs. RFC / 10. runde i 3F Superligaen / Ceres Park / 28.9 kl. 16
2-2 (1-1) 

24’ 1-0: Tobias Bech 
44’ 1-1: John Björkengren 

68’ 1-2: Norman Campbell 

79’ 2-2: Mads Emil Madsen 


POWER MoM: Tobias Bech 


Advarsler:
AGF: Mikael Anderson; Felix Beijmo, Jacob Andersen 

RFC: Florian Danho, Oliver Olsen, Wessel Dammers, André Rømer, Simen Nordli 



Tilskuere: 13.280



AGF i Ceres Park: 

Jesper Hansen, Felix Beijmo, Jonas Jensen-Abbew (66’ Jacob Andersen), Frederik Tingager, Eric Kahl, Nicolai Poulsen (81’ Frederik Brandhof), Mads Emil Madsen, Kristian Arnstad, Mikael Anderson, Tobias Bech (90’ Youssouph Badji), Patrick Mortensen.