VÆRTERNE TOG EN SEN SEJR I SNEVEJRET I FARUM
22.11.2024 20:07
På en sen scoring tabte vi fredag aften 1-0 til FC Nordsjælland på et sneklædt Right to Dream Park.
På en kold novemberaften, hvor frosten og sneen havde fået sit tag i Nordsjælland, genoptog vi og FC Nordsjælland 3F Superligaen efter landsholdspausen.
Right to Dream Park lagde scene til og næsten tusind medrejsende AGF’ere havde hjertevarme og opbakning med til holdet i den dalende hviie sne og i en bidende kulde.
Desværre for os og Nicolai Poulsen måtte vores midtbane-mand udgå efter blot få minutter med en skade i en ærgerlig start for Poulsen, der blev erstattet af Kristian Arnstad.
Det var udeholdet fra Aarhus, som kom bedst fra land og fik trykket FCN lidt tilbage og efter de første 15 minutter virkede vi i god kontrol på det sne-hurtige underlag i Forum.
Og når FCN kom igennem blev det aldrig helt farligt, men hjemmeholdet fik dog mere fat efterhånden som første halvleg skred frem.
Vi savnede på dette tidspunkt nogen AGF-chancer, men som da vi passerede den halve time fik vi vendt spillet flot og hurtigt, og Gift Links kom til et godt indlæg, men FCN fik ryddet op.
Hjemmeholdet har ikke tabt i Farum i denne sæson og er ligesom os derfor et af de få mandskaber, som har holdt en ubesejret stime i eget hus. Og efterhånden som første halvleg skred frem var det da også FCN, som fik spillet sig til muligheder.
Som da Marcus Ingvartsen opfangede bolden i vores opspil og Jesper Hansen måtte op med en god fodparade.
Kort efter forsøgte Tobias Bech sig, men hans skud blev blokeret op mod pausen, hvor vi igen fik presset hjemmeholdet lidt mere tilbage, men uden det udmøntede sig i de helt store chancer eller mål.
Det var ellers tæt på, da Felix Beijmo fik arbejdet sig godt igennem foran mål, men en FCN-tå kom i vejen.
Mens de mange medrejsende varmede sig ved at fylde Right to Dream Park med ”Kom så de hviie…”! råbet gik de første 45 minutter uden mål i en velkontrolleret første halvleg fra udeholdet, hvor vi dog ikke fik skabt de store chancer.
2. halvleg
Vi kom ud fra pausen med god energi og fik fra starten lagt et lille tryk på hjemmeholdets mål, hvor blandt andre Gift Links var aktiv og målsøgende.
Men det var FCN som fik skabt kampens på dette tidspunkt største chance, da Benjamin Nygren blev spillet fri. Heldigvis for os afsluttede han på stolpen tæt under mål. Men en advarsel var det til århusianerne.
Mikael Anderson kom kort efter stærkt igennem i vores højre side, men hans flade indlæg kom Tobias Bech en anelse for sent til i en ellers god aktion.
11 af vores 29 mål i denne sæson er scoret efter en standardsituation og efter en times tid fik vi en god mulighed for endnu et efter et hjørnespark, som Felix Beijmo servede godt indover og Frederik Tingager kom højest. Men ak - over det nordsjællandske mål.
Kort efter dumpede bolden lidt tilfældigt ned til Gift Links i FCN-feltet som bankede til den med sit venstreben og kun en blokering fra Peter Ankersen fra hjemmeholdet forhindrede os i at komme foran. Og nu var århusianerne også mere ærgerrige og målsøgende.
Men dog ikke heldige for med tyve minutter igen blev der dømt straffespark til hjemmeholdet efter en hands-situation i vores felt. Heldigvis for os skød Ingvartsen over mål. Så fortsat 0-0.
Med et kvarter tilbage fik vi den glæde at se Tobias Mølgaard få comeback efter sin lange skadespause, da han erstattede Eric Kahl i AGF-forsvaret og Mølgaard gjorde en fin figur.
Efterhånden som snevejret kom tilbage og nu væltede ned i slutningen af 2. halvleg, blev det mere hektisk på den glatte bane og hjemmeholdet pressede yderlig på for det mål, der kunne give dem sejren.
Og desværre for os kom FCN til en afslutning til allersidst i kampen, hvor Marcus Ingvartsen skød mod mål. Forsøget blev rettet af til en fri Milan Iloski, som kunne score for hjemmeholdet til 1-0. Og trods en stor chance til os til sidst, hvor Anderson var tæt på ved stolpen, måtte vi med den scoring erkende sæsonens tredje nederlag.
Næste kamp er også på udebane og også på kunstgræs, når vi søndag den 1. december skal til Silkeborg. Her er der udsolgt på udebaneafsnittet, som fredag aften leverede endnu en forrygende opbakning på en sjællandsk udebane.
FCN vs. AGF / 3F Superligaen runde 16 / Right to Dream Park / 22.11 2024
1-0 (0-0)
90' 1-0: Milan Iloski
Advarsler
FCN: Peter Ankersen
AGF: Uwe Rösler
AGF i Farum:
Jesper Hansen, Henrik Dalsgaard, Frederik Tingager, Eric Kahl (72’ Tobias Mølgaard), Felix Beijmo (72’ Jacob Andersen), Mikael Anderson, Nicolai Poulsen (3’ Kristian Arnstad, 86’ Frederik Brandhof), Mads Emil Madsen, Gift Links, Tobias Bech (86’ Mikkel Duelund), Patrick Mortensen.