TRAFIKINFORMATION INDEN STORKAMP

09.11.2024 18:19

Søndag aften er der fodbold i Ceres Park. Find nyttige informationer om parkering og transport.

Søndag kl. 18 er der igen fodbold i Ceres Park. FC København kommer til Aarhus til en udsolgt kamp. Med udsigten til så mange mennesker i Kongelunden, er det en god ide at komme i god tid. 

Og som altid, når vi tager til fodbold sammen, er det også en god ide, at orientere sig på forhånd om trafik og parkering. 

Det er altid nemt at tage for eksempel cyklen eller bussen, hvis man har mulighed for det. Kommer man langvejs fra kan man også tage toget til Aarhus og så spadsere fra Midtbyen eller tage en bybus til Ceres Park. 

Søndag eftermiddag og aften er der igen sat ekstra busser ind på linje 18 fra Midttrafik. Derudover kører linjerne 11, 13, 16 og 17 jævnligt fra Midtbyen og ud til Kongelunden, hvor de holder forskellige steder tæt på Ceres Park.

Se mere hos Midttrafik her >>>

Husk også, at Ceres til denne kamp tilbyder gratis shuttlebusser fra pladsen ved Skt. Pauls Kirke til John Stampes Plads foran Ceres Park. Det er i tidsrummet fra kl. 15.00 til kl. 17.00. Se mere om det her >>>

Parkering på væddeløbsbanen
Kommer man i bil til kampen, kan man med fordel parkere på parkeringspladserne hos vores gode naboer på Jydsk Væddeløbsbane, som igen tilbyder parkering.

Parkeringspladserne på Jydsk Væddeløbsbane er for eksempel en fordel, hvis man skal se kampen fra Ceres Tribunen og kommer i bil. Så kan man nemlig gå ned til tribunen via den store trappe, som fører fra væddeløbsbanen ned til arealet bag Ceres Tribunen.

Parkeringen åbner kl. 15 og koster 30 kr. på forhånd. Man kan købe adgang på forhånd lige her. Man kan også købe med mobile pay på stedet - så koster det 50 kr. 

Udover parkeringen på Væddeløbsbanen er der naturligvis de normale muligheder ved og omkring Ceres Park. Kommer man i god tid kan man måske være heldig og finde parkering ved den store parkeringsplads ud mod Jyllands Allé.

Tivoli Friheden er ikke åben søndag og der vil derfor måske være flere P-pladser til rådighed i nærområdet end ved nogen af kampene tidligere på året. 

Man kan også med fordel finde parkering i Aarhus midtby og så spadsere ud på Ceres Park eller tage en bybus. Man kan se alle mulighederne for parkering i Aarhus hos Aarhus Kommune her >>>

Det bedste råd er som altid, at man kommer i god tid til kampen, der starter kl. 18 og portene åbner kl. 16.30. 

På gensyn og god tur til kampen.