VÆRD AT VIDE INDEN SØNDAG I CERES PARK

16.03.2024 14:43

Søndag mødes vi igen. Kl. 17 gælder det 3F Superliga i Ceres Park på, hvad der ser ud til at blive en skøn solrig fodbolddag i Kongelunden.

Så blev det weekend i Aarhus og denne weekend slutter med fodbold i Kongelunden, når vi på Ceres Park tager i mod Hvidovre IF på søndag kl. 17.

Allerede kl. 15 åbner vi AL Bank Fanzonen. Så kom tidligt i Kongelunden og nyd samværet og fællesskabet om fodbolden og byen. 

Find billetter til kampen lige her. Priserne starter fra 60 kr. for børn og 120 kr. for voksne. 

Som altid anbefaler vi, at man kommer i god tid. AL Bank Fanzonen byder på gode rammer til samvær inden kampen, og det er også her ungerne kan lege og hygge sig med forskellige aktiviteter. 

Man kan også få muligheden for at få aftensmaden på plads inden kampstart. Prøv for eksempel vores gode kebab-bod.

Efter AL Bank Fanzonen og AGF Fanshoppen har åbnet kl. 15.00, åbner portene til Ceres Park kl. 15.45. Ca. 16.10 kommer vores målmænd på banen for at varme op og ca. 16.20 kan man så hilse på resten af spillerne, når de løber på banen til opvarmning. 

Søndag kan man følge med i alle de andre kampe i 3F Superligaen, som jo spilles samtidig, når der er DONG! på storskærmene.

Lyt også særligt godt efter, når startopstillingerne læses op inden kampen. For i anledning af vores nye samarbejde med Børns Vilkår, er det to børn, der gør det på søndag. Se mere om samarbejdet med Børns Vilkår her.

Et forandret Ceres Park
Som mange selv har oplevet i årets første to hjemmekampe, spiller vi nu på et reduceret Ceres Park som er efterhånden er præget af byggeriet af vores kommende hjemmebane.

Det betyder ikke de store forandringer for publikum, som fortsat indfinder sig på enten Bravida Tribunen, Ceres Tribunen eller Super1Rent Tribunen. Man går ind det samme sted som man plejer. 

Bemærk, at pladserne på C-nedre er nummereret. C1 øvre, C2 øvre og C10 øvre er unummeret. 

Byggeriet betyder dog, at banen nu er blevet flyttet over mod Ceres Tribunen, hvilket giver en bedre oplevelse, hvis man er på Ceres Tribunen og et lidt anderledes udsyn fra de andre tribuner.

Vær også opmærksom på, at spillerne nu løber ind til højre for den gamle tribune (set fra Ceres Tribunen) Så hold ekstra godt øje med gutterne, når de løber på banen. 

Vi har mødt stor forståelse og tålmodighed med de forandringer, som vi imødeser på hjemmebanen - og det er vi meget taknemmelige for. Lad os hjælpe hinanden gennem de forandringer, vi skal igennem før vi kan indtage en ny hjemmebane.

Transport og vejret
Det er som altid en god ide, orientere sig i trafikken inden turen går til Kongelunden og eventuelt tage bussen eller spadsere, hvis man kan. 

Bemærk vores parkeringstilbud i samarbejde med vores gode naboer fra Jydsk Væddeløbsbane. Det åbner på søndag kl. 14. 

Man kan her se information om parkering og transportmulighederne.

Vi kan forvente fint fodboldvejr med solskin og lidt forår i luften. Se vejrudsigten hos DMI her. 

Når du viser din billet på din app eller telefon, så sørg, at telefonen er klar og der er skruet helt op for lyset på telefonen, når man går ind.

Husk, at vi nu ikke mere må ryge på Ceres Tribunen, men kun i stemningsafsnittet. Så det er ud bag tribunerne, hvis du skal ha' dig en smøg. 

Som altid synger vi Malaga sammen inden kampstart og her vil vi jo gerne se jeres halstørklæder i luften, så vi for kan sætte den gode stemning i gang inden kampen. Mangler man et halstørklæde, så kig ind i fanshoppen, der åbner kl. 15. 

Og husk at hente den nye AGF-app inden kampen. Den giver god information om kampen og det er også her du stemmer på søndagens Man of the Match. 

Rigtig god kamp og på gensyn søndag kl. 17.