FOR BØRNENE: SØNDAG STØTTER VI BØRNS VILKÅR
15.03.2024 12:46
Nyt samarbejde mellem AGF og Børns Vilkår ser dagens lys på søndag.
På søndag spiller vi hjemme i Ceres Park mod Hvidovre IF. Og søndag er det også Børns Vilkårs officielle landsindsamlingsdag. Derfor er det en perfekt dag til at starte et nyt samarbejde mellem AGF og Børns Vilkår.
Børns Vilkår er en NGO, som siden 1977 har arbejdet for børns rettigheder. Et af flagskibene i arbejdet er BørneTelefonen som hjælper børn, der er blevet svigtet af voksne eller på anden måde har ondt i livet. Alene i Aarhus var der sidste år over 10.000 rådgivningssamtaler gennem BørneTelefonen.
- Det er en kurve som vi i AGF gerne vil være med til at knække og vi står side om side for at stoppe svigt af børn og unge i Danmark. Derfor er vi glade for at kunne bakke op om Børns Vilkår.
- Vores fællesskab omkring AGF inkluderer mange børn og unge - 99,2 procent af alle registrerede børnefodboldspillere i Aarhus Kommune er for eksempel en del af en AGF samarbejdsklub. Det er væsentligt, at vi i AGF bruger vores platform til at udbrede kendskabet til de muligheder børn og unge har for at få hjælp uden for hjemmet, fortæller bæredygtighedsansvarlig i AGF, Sine Hausner.
Støt BørneTelefonen
I første omgang starter samarbejdet med en indsamling på søndag til fordel for Børns Vilkår og BørneTelefonen. Her kan man donere et valgfrit beløb på Mobilepay 855362.
Der sættes også to signerede AGF-børnetrøjer på auktion til fordel for Børns Vilkår.
Børns Vilkår handler også om at give børn en stemme. Så til kampen mod Hvidovre IF vil to børn læse dagens holdopstillinger op.
AGF har også inviteret alle frivillige fra Børnetelefonens Aarhus afdeling til kampen.
Man kan også søndag se både anføreren for herre- og kvindeholdet spille med et anførerbind som en hilsen til Børns Vilkår, når kvinderne spiller få timer før herrerne på udebane i Køge.
- Vi glæder os til at skyde samarbejdet i gang med de frivillige og forhåbentlig får vi både sat lys på BørneTelefonen og samlet nogen midler ind til det gode arbejde, tilføjer Sine Hausner.
AGF møder Hvidovre IF søndag den 17.3 kl. 17.
Se mere om BørnsVilkår og BørneTelefonen her >>>