RÖSLER: DE GODE PERIODER SKAL VARE LÆNGERE
04.03.2024 07:42
Delmålsætningen om top seks blev nået i aftes. Og det var godt, lød det fra cheftræner Uwe Rösler, som glædede sig over, at det netop var Mikkel Duelund som kom på tavlen med en sen udligning.
Søndag bød på en deler med OB på Ceres Park, hvor vi med 1-1 stadig mangler den første sejr i 2024. Men vi kunne glæde os over en sen udligning, som betyder, at vi nu er i top seks og kan fokusere på medaljeslutspillet.
Det var Mikkel Duelund som stod for vores mål med et flot kontrolleret skud fra kanten af feltet dybt inde i dommerens overtid. Og efter kampen var cheftræner Uwe Rösler glad for, at det netop var Duelund, som fik scoret det vigtige mål.
- Jeg er glad på Mikkels vegne for et flot mål. Han har haft en hård uge efter seneste kamp, hvor han er blevet kritiseret meget. I dag tog tilhængerne ham til sig og hyldede ham inden kampen, og det gav ham selvtilliden til at score. Så jeg er rigtig glad for, at det var ham, som fik udlignet, sagde Uwe Rösler, der kunne se sit hold skabe mange chancer - især i første halvleg.
Men det blev ikke udnyttet til en føring. Jo, bolden var på et tidspunkt i mål i første halvleg. Eller det troede det meste af Ceres Park, da Frederik Tingager headede på mål. Men bolden havde ikke været over målstregen, dømte dommeren efter et VAR tjek.
- Det lignede et mål, men jeg vil ikke klage over dommeren, linjedommeren eller VAR. Det er som det er, og vi må komme videre. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe os med at spille bedre fodbold. Vi skal fokusere på at blive bedre, mere stabile og få de gode perioder til at vare længere.
- I starten af kampen var vi et bedre hold end OB, men vi ramte ikke de offensive højder fra kampen i forrige weekend. Vi har nogen gode chancer på standard-situationer, som vi kunne ha’ scoret på. I anden halvleg fik vi ikke det samme ”flow” og kæmpede mere med det, og mangler skarphed på den sidste tredjedel af banen.
- Men vi fik et point, som sikrer os top seks. Det er det første mål i sæsonen, der er opnået og nu kan vi forhåbentlig spille mere frit og skal ud og angribe slutspillet og hente point, lød det fra cheftræner Uwe Rösler efter kampen.
Næste udfordring for Uwe Rösler og gutterne er en udekamp i Silkeborg på søndag. Find billet til den kamp i linket herunder.