OPGRADERING OG ROKADE I DEN SPORTSLIGE SEKTOR 

06.12.2024 14:00

AGF’s chefanalytiker Marcus Tjärnberg rykker til Rosenborg BK. Samtidig opgraderes med lokalt træner-talent til analyseafdelingen, som Philip Grobelny nu overtager ansvaret for.



Analysedelen omkring 3F Superliga-truppen bliver nu udvidet og får ny chef. Det sker efter den hidtidige chefanalytiker, Marcus Tjärnberg fra nytår rykker til Rosenborg BK, som ny assistenttræner for den norske klub. I forbindelse med skiftet kompenseres AGF økonomisk. 



Marcus Tjärnberg kom til AGF i sommeren 2021 med en baggrund som videoanalytiker for blandt andre de svenske ungdomslandshold og træner i den svenske klub, Djurgårdens IF akademi i 10 år. Efter tre gode år i AGF gælder det altså nu nye udfordringer for den 37-årige svensker. 



- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til mine kollegaer for tiden i AGF - både administration, stab og spillere. Og en ekstra stor tak til Uwe, som altid har givet mig meget plads og ansvar. Jeg har lært en klub og en by at kende, som jeg nu holder meget af, og jeg har lært meget i AGF, siger Marcus Tjärnberg, der rejser til Norge fra årsskiftet.

- Jeg ser meget frem til at komme til Rosenborg BK og gå ind i en rolle, som jeg ser som et naturligt og godt skridt i min udvikling som træner, tilføjer Tjärnberg.

Ny analysechef

Marcus Tjärnbergs afgang bliver afsættet for en opgradering af både analysearbejdet og transitionsarbejdet i AGF. Philipp Grobelny får som assisterende træner for cheftræner Uwe Rösler nu det fulde ansvar for analyseafdelingen, som han i forvejen har haft et tæt samarbejde med. 

Og som tidligere offentliggjort bliver Niklas Backman fra årsskiftet assisterende træner for 3F Superliga-truppen med et særligt ansvar for transition.



Samtidig styrkes analyseafdelingen med en ny fuldtids analytiker på Superligaen i skikkelse af 29-årige Jonas Wendelbo, som i øjeblikket er U19 assistenttræner i AGF og har assisteret Superligaens analysearbejde omkring kampene. Nu kaster han sig ind i analysearbejdet på fuld tid.

- Først og fremmest er jeg utroligt glad og stolt over den mulighed, jeg har fået for at blive analytiker på vores superliga-hold. Det sender et stærkt signal fra klubbens side, at AGF både tænker transition af spillere og personale, og jeg glæder mig til at give mit bidrag til, at vores Superliga-hold kan fortsætte den positive udvikling, siger Jonas Wendelbo, som er uddannet i AGF, hvor han startede i 2020 som assistenttræner for U17 ligaholdet. Før det var han cheftræner for U14 i vores samarbejdsklub, HEI. 



Jonas Wendelbo afløses i U19 staben af Hakan Basel, der i det seneste halvandet år har været cheftræner for IF Lysengs U19 divisionshold. 

Et stærkt hold 

Sportschef i AGF Stig Inge Bjørnebye siger om ændringerne i staben: 



- Vi står nu med et meget stærkt hold omkring superligaholdet, og det er en glæde, at vi også kan udvikle unge trænere til at bidrage omkring Superligaen, som Jonas nu skal gøre. På samme måde som vi skal udvikle spillere, er det også vigtigt for os, at vi kan uddanne unge trænere - gerne fra Aarhus. Og Jonas har med sin passion og sin viden, allerede vist sig som en kapacitet på analysedelen. Så vi er helt trygge ved, at han nu træder ind på fuld tid.



- Samtidig siger vi tak for nu til Marcus og ønsker ham held og lykke i Norge. Han har bidraget til en øget professionalisering, modernisering og styrkelse af vores analysearbejde. Han er med sin personlighed og faglighed blevet en meget integreret del af AGF, og vi ønsker Rosenborg tillykke med en dygtig mand på posten, lyder det fra Stig Inge Bjørnebye.



AGF’s Superligatrup spiller to pokalkvartfinaler på søndag og næste søndag inden spillere og stab går på julepause fra den 16. december.