NY SAMARBEJDSKLUB: VELKOMMEN TIL ODDER IGF
24.04.2024 09:59
Odder IGF og AGF i samarbejde om pigefodbolden.
Odder IGF bliver samarbejdsklub nummer 58 i AGF efter AGF og Odder IGF Fodbold har indgået et nyt samarbejde med fokus på pigefodbold.
Odder IFG Fodbolds pigeafdeling blomstrer i de her år med et stigende antal medlemmer og mange aktive børnespillere fordelt på flere hold. Nu skal det nye samarbejde med AGF sætte turbo på den udvikling.
- Vi vil gerne styrke vores tilbud til vores pigespillere og her kan et samarbejde med AGF hjælpe os. Det handler dels om de tilbud, vi kan trække på i klubsamarbejdet og om den mulighed vores trænere nu får for at uddanne sig yderligere. Vi oplever en stigende interesse for pigefodbolden hos Os og den udvikling tror vi på, vil få et positivt skub med samarbejdet med AGF.
- AGF’s kvinder er rollemodeller for pigefodboldsspillere i Østjylland og de kan se, at man også kan drømme om at spille i den hvide trøje, når man er pige. Så hele aspektet med rollemodeller og inspiration kommer også til at spille en stor rolle for os i samarbejdet, fortæller fodboldformand i Odder IGF, Mick Kjær.
- Det er en stor fornøjelse at kunne invitere Odder IGF ind i vores klubsamarbejde, som ikke bare vokser på drengesiden, men også på pigesiden med flere og flere klubber, som har et stærkt fokus på pigefodbolden.
- Det har de også i Odder, hvor der er store drømme for pigefodbolden, som vi kan være med til at understøtte med klubsamarbejdets mange muligheder.
- Så vi er stolte over, at Odder IGF har valgt os som deres nye samarbejdspartner på talentudviklingssiden indenfor pigefodbold, og vi glæder os til det kommende samarbejde, siger René Frost, der er chef for AGF Klubsamarbejdet, som tæller næsten 60 klubber fordelt over Aarhus Kommune og i resten af Østjylland. Ja, helt i Fredericia har AGF en samarbejdsklub på pigesiden.
Det nye samarbejde blev markeret tirsdag aften med besøg fra AGF Kvindefodbolds liga-hold til en træning i Odder. Alle pigespillere fra Odder IGF er også inviteret til AGF Kvindefodbolds pokalsemifinale på lørdag i Ceres Park, hvor AGF møder Brøndby.
Her vil der være børn fra Odder som løber ind til kampen, ligesom der vil være et arrangement med spillere og repræsentanter fra Odder IGF inden kampen.
AGF Klubsamarbejdet består af 58 fodboldklubber. Hele 99.3 % af alle børn, der spiller fodbold i Aarhus Kommune spiller i en samarbejdsklub til AGF.