FODBOLD OG FÆLLESSKAB I GALTEN
06.09.2023 18:11
Fodboldfællesskabet viste sig fra sin bedste side onsdag aften i Galten.
Onsdag aften havde vores samarbejdsklub, Galten FS inviteret til showkamp på klubben flotte anlæg. Dagen startede med autografskrivning, hvor køen var så lang, at det trods 45 minutters intens skrivning ikke lod sig gøre at komme igennem hele køen.
Så var det godt, at Patrick Mortensen, Frederik Tingager, Nicolai Poulsen og Felix Beijmo, som ikke skulle spille showkampen blev siddende og endte med at skrive autografer i 75 minutter.
Derefter var det tid til showkampen mod Galten FS’s serie 3, der kæmper for oprykning i denne sæson. Foran godt 1.500 tilskuere fløjtede dommeren op til dagens højdepunkt under sensommer-solen.
De flotte rammer animerede til en underholdende kamp, hvor hjemmeholdet bed godt fra sig så længe kræfterne holdte. Men det varede ikke længe før AGF kom på tavlen og efter de 60 minutters fodbold stod der 8-0 til gæsterne.
Her stod Janni Serra for hele fem af scoringerne på en aften, hvor angriberen var i hopla. De resterende tre mål blev sat ind af Tobias Bech, Peter Bjur og U19 spilleren Stefan Erwan Tchamche.
Efter kampen var der fællesspisning mellem spillerne fra begge hold og bestyrelsen fra Galten FS og ledere og stab fra AGF. Det sluttede en skøn eftermiddag og aften, hvor Galten FS havde arrangeret et fantastisk arrangement.
Tak til de mange fans, der var mødt frem og til Galten FS for invitationen.