LOKALOPGØR VENTER PÅ MANDAG

24.10.2023 11:19

Der er nu under en uge til, at Ceres Park kalder igen, når Randers FC kommer til Aarhus på mandag. Kom og vær med.

Nedtællingen er i fuld gang til næste kamp på Ceres Park, når vi mandag den 30.10 kl. 19 møder Randers FC til endnu et kapitel i lokalopgøret. Det er ikke så længe siden, vi spillede i Randers foran et fyldt udebaneafsnit, hvor vi i september delte i porten.

Men nu gælder det altså en kamp i Ceres Park, hvor vi igen forventer mange på lægterne til en ny stor fodboldoplevelse i Kongelunden.

Vi skal tilbage til Corona-tiden for at finde tilskuertal til et lokalopgør i Aarhus på under 10.000. Seneste kamp blev overværet af næsten 13.000 og det ser ud til, at vi kommer over det tal på mandag, hvor interessen allerede nu er stor for at være med.

Find billetter her >>>

Med en aften kamp i sigte åbner vi AL Bank Fanzonen kl. 16.30, hvor man kan nyde aftensmaden fra en af vores boder inden dørene åbner til Ceres Park kl. 17.30 og så er der ellers kampstart kl. 19.

Vi glæder os også til at holde Studiernes Tribunefest sammen med Ceres, hvor vi fejrer byens mange studerende.

Så alt i alt kan vi se frem til en fed fodboldaften i skoven, når vi inviterer til lokalopgør på mandag. Find billet via linket her.