AGF KVINDEFODBOLD: VELKOMMEN TIL VORES NYE NR. 16
07.10.2023 19:53
Mie Lerche bliver en fast del af Kvindeliga-truppen.
Det er ikke længe siden, at vi havde fornøjelsen af at fortælle, at vi havde fået papir på 17-årige Mie Lerche.
Ungdomstalentet, der både fik pokal- og ligadebut i den forgange sæson, var ment til at forblive i U19 DM-truppen, men hun har siden sommeren vist sit kæmpe drive frem i de første kampe af Gjensidige Kvindeligaen. Det anerkendes med en fast plads i truppen.
- Vores strategi bygger på at kunne integrere de dygtige unge i vores trup. Mie har vist sig flot frem siden sommer, og derfor er det også naturligt, at hun integreres fast i vores seniortrup. Stort cadeau til Mie og til hele vores Akademi-afdeling for fortsat at holde et højt niveau og udvikle dygtige spillere, siger Marie Greve, chef for AGF Kvindefodbold.
Hvis du vil se Mie Lerche og resten af holdet i aktion, er der kamp igen på søndag d. 8 oktober kl. 15, når AaB Women kommer på besøg.