
TRE YOUNG GUNS I A-LIGA TRUPPEN
16.09.2025 06:05
Tilføjelse fra egne rækker i AGF Kvindefodbold.
AGF Kvindefodbolds førstehold i A-Ligaen har fået tilføjelse af tre young guns fra talentafdelingen som er blevet rykket op til denne sæson.
Det drejer sig om Sophia Parkegaard, Karla Nørgaard og Johanne Krøger, der alle allerede har fået spilletid i denne sæson i A-Ligaen og nu altså bliver en permanent del af førsteholdstruppen.
Den offensive Sophia Parkegaard er blot 17 år, men har allerede fået kampe i A-Ligaen og endda er noteret for et enkelt mål i forrige uges udekamp mod FC Nordsjælland.
Parkegaard kom til via AGF Kvindefodbolds tidligere moderklub, IF Lyseng og var før IF Lyseng en del af samarbejdsklubben HEI.
Sophia Parkegaard er noteret for 19 ungdomslandskampe for Danmark.

Karla Nørgaard fik sin førsteholds-debut i pokalsejren mod FC Thy - Thisted i starten af september.
Den 19-årige offensiv-spiller er noteret for 10 ungdoms-landskampe for Danmark og kom oprindeligt til AGF fra vores samarbejdsklub, Galten FS.

19-årig Johanne Krøger er oprindeligt fra samarbejdsklubben, HOG Hinnerup og fik sin landsholdsdebut som HOG’er.
Hun er siden noteret for 18 ungdomslandskampe for Danmark og fik sin debut for AGF, da hun blev skiftet ind i sæsonpremieren i A-Ligaen tilbage i august.
