SØNDAG MØDES VI IGEN I CERES PARK

09.11.2023 11:20

Nedtællingen er i gang til en stor søndag aften i Ceres Park.

Sæsonens sidste hjemmekamp i 3F Superligaen står for døren, når vi søndag den 12.11 kl. 20 møder Viborg FF i Ceres Park. Der er nye vigtige point på spil i 3F Superligaen mod en modstander, som vi i seneste hjemmekamp vandt 3-0 over. Lad os sammen få en ny sejr søndag aften.

Vi har aldrig tabt til Viborg FF, når vi har været over 10.000 i Ceres Park. Så kom i Ceres Park og lad os holde den statistik i live sammen.

Søndag er det også Legendernes Dag. Det betyder, at vi får besøg af godt 50 medlemmer af AGF’s Legendekorps, som består af tidligere spillere med over 100 kampe for klubben og/eller titler eller landskampe. På søndag indlemmes tre nye spillere i korpset; Arthur Sorin, Casper Sloth og Michael Lumb. I pausen kommer alle de tidligere spillere på banen, hvor vi hylder dem. Desværre må vi undvære Lumb og Sorin, som ikke har mulighed for at komme på dagen.

Vi skal også hylde Årets Legende 2023, som i år er Lars Lundkvist. Derfor vil spillerne også optræde i en særlig Legende-trøje, som hylder vores tidligere angriber og træner, som desværre ikke selv vil være til stede ved kampen. Her kan man se et længere interview med Årets Legende 2023.

Det er også på søndag, at vi sætter årets AGF JULEHJÆLP i gang, hvor vi til kampen har inviteret alle modtagerne af julehjælpen fra sidste år. Vi byder også velkommen til Fødevarebanken som den syvende organisation i AGF JULEHJÆLP. Se mere om det her.

AL Bank Fanzonen åbner kl. 17.30 med de velkendte hyggelige aktiviteter og gode muligheder for at få aftensmaden i hus. 18.45 åbner portene til Ceres Park og 19.50 synger vi Malaga sammen inden kampstart kl. 20.

Det er sidste kamp på Ceres Park som vi kender det. Så kom i skoven og vær med til en historisk aften på Legendernes Dag. Køb billet via linket herunder. Så ses vi på søndag!