PARKEN KALDER PÅ SØNDAG

28.11.2023 11:34

Søndag gælder det slaget mellem landets to største byer. Tirsdag er der allerede 1000 billetter ude til et udvidet udebaneafsnit.

Vi nærmer os 3F Superligaens sidste kamp i 2023 og hvilken en det bliver. For på søndag den 3. december kl. 18 spiller vi mod FC København i Parken i 3F Superligaens runde 17 inden turneringen går på vinterpause. 

Endnu en gang kan vi se frem til en forrygende opbakning fra et udvidet udebaneafsnit bag det ene mål. Allerede tirsdag var der over 1000 billetter ude. Vi råder over 1.900 til kampen og forventer udsolgt inden søndag.

Så det er med at få sikret sig sin plads, hvis man vil med. Det gør man lige her >>>

Det er sæsonens andet møde med københavnerne efter vi spillede 1-1 i Ceres Park tidligere på året, hvor vi som bekendt var få sekunder fra sejren, men FC København udlignende sent inde i overtiden.

Søndag får vi en ny mulighed for at tage en sejr. Seneste besøg i Parken bød sidste sæson på en forrygende 4-3 kamp. Så det er os, der har revanche til gode.

Så tag med i Parken på søndag og bak gutterne op. Kommer man fra Aarhus, så hold øje med Samlet for Aarhus og AGF Fanclub Aarhus, som begge arrangerer busture fra Aarhus.