RÖSLER FØR NYT LOKALOPGØR: HVER KAMP HAR SIT EGET LIV

02.04.2023 04:58

Målet er klart for truppen inden mandagens lokalopgør. Vi skal ud og kæmpe for medaljer.

Mandag aften tager vi hul på Mesterskabsspillet med et brag af en kamp, når Randers FC kommer til Aarhus og Ceres Park. Der er kampstart kl. 19 og billetter kan findes her.

Det er kun kort tid siden, vi senest mødte Randers FC, da vi i Randers jo for et par uger siden vandt 1-2 og den aften sikrede os en plads i top seks. Men nu venter en helt ny kamp i en forandret 3F Superliga, der er delt op i en top seks og en bund seks.

- Hver kamp har sit eget liv og nu venter, der en ny mod Randers FC. Vores plan mod Randers, da vi spillede ude mod dem og mod OB hjemme var anderledes, og mandag har vi så en ny plan mod Randers FC. Det er anderledes at spille hjemme end ude, og det handler for os blandt andet om, at udnytte, at vi er hjemme på vores eget stadion og vores egen gode bane.

- Vi har haft en fin landsholds-termin med en god træningskamp i Kiel og har haft et godt flow siden vores sejr over OB inden pausen, hvor spillerne har trænet godt og meget fokuseret. Jeg er i det hele taget glad for den attitude spillerne viser og vi glæder os til slutspillet og de kommende ti kampe med den første udfordring mandag, siger cheftræner Uwe Rösler, som på mandag må undvære vores midtbane-kriger Nikolai Poulsen, der er ude med karantæne. Men så er der nogen andre, der træder til.

- Gennem en hel sæson vil der altid komme skader og karantæner, og det skal vi kunne håndtere. Op til nu har vi været forskånet for alt mange karantæner og skader, men har nu både et par spillere skadet og altså Poulsen ude med karantæne. Men jeg har stor tillid til dem, vi bringer ind på mandag og som også kommer med nogen andre kvaliteter. Om det så er nok til at slå Randers - det vil jo vise sig mandag aften.

Slutspil med fokus på medaljer
Kampen mod Randers FC er altså den første i Mesterskabsspillet og her er målet klart, fortæller Uwe Rösler, som har brugt landsholdspausen til at justere sigtet på en målsætning sammen med holdet og staben.  

- Vi har haft en proces, hvor vi har involveret både spillere og ledelse, og alle er enige om, at vi skal gå efter top tre og altså medaljer. For vi har en chance for at komme i top tre. Gør vi så det til sidst? Det er ikke sikkert, men det er det vi skal ud og kæmpe for. Det er også et naturligt mål, når nu man er kommet i top seks - det tror jeg også tilhængerne vil sige. Så det går vi efter og så må vi se, hvordan det går.

- Det ikke noget nyt mål for os. Det er en ambition, der flugter med klubbens femårs-plan. Så det er sådan set blot det, vi følger op på og har haft en rigtig fin dialog om, hvor spillerne har været med og er meget engagerede - de er også ambitiøse og ønsker at give tilhængerne noget at glæde sig over. Det er et ambitiøst mål, men sammen skal vi se om vi kan nå det.

- Nu skal vi spille mod de bedste hold uge efter uge, og så må vi se, hvor langt det kan bringe os. Der er ingen garantier i fodbold - nogle gange skal man ha’ lidt held for at få resultater og man skal undgå for mange karantæner og skader.

- Men vi har en dygtig trup, hvor alle byder sig til og, hvor de unge viser en fin udvikling og en stigende formkurve. Nu handler det om at fortsætte det hårde arbejde og gøre de ting, vi har været gode til endnu bedre. Så tror vi alle, at vi har en chance for medaljer og den jagt starter mandag.

Kom i Ceres Park og bak Uwe og gutterne op i den første kamp i jagten på medaljer. Køb billet via linket herunder.