PARKERING: STOR TILFREDSHED MED NYT TILBUD
18.03.2023 09:34
Til de seneste kampe i Ceres Park har vi tilbudt ekstra parkering på Jydsk Væddeløbsbane. Det er en ordning, som der er stor tilfredshed med.
I søndags kunne man - som ved de seneste hjemmekampe - igen parkere på Jydsk Væddeløbsbane - et tilbud til de tilskuere, der kommer til vores kampe i bil og gerne vil parkere tæt på stadion - nemt og bekvemt.
Det nye tilbud om ekstra parkering vækker tilfredshed blandt publikummet til vores hjemmekampe. Det viser en ny brugerundersøgelse blandt dem, der tidligere har benyttet sig af tilbuddet. Her vurderer 89 % af de adspurgte, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med ordningen og oplevelsen ved parkeringen.
”For mig er det meget mere afslappende at køre til væddeløbsbanen end at køre rundt og kæmpe for en plads"
”Genialt, at benytte væddeløbsbanen som parkering - alt fungerede perfekt. Og prisen på 30 kr. er acceptabel”
”Rigtig meget bedre end til Brøndby-kampen… super I har gjort det først-ind-først-ud! Og flot afvikling både ind og ud”
Lyder blandt andet nogen af skudsmålene i undersøgelsen, som dog også peger på, at der er plads til forbedring. For eksempel arbejder vi på, at ind- og udkørsel kan afvikles endnu hurtigere end tilfældet er nu. Men alt i alt er det en positiv oplevelse for mange af brugerne, som har benyttet sig af tilbuddet indtil nu.