TUREN GÅR TIL KØBENHAVN

18.05.2023 07:14

Der kommer mange AGF'ere i Parken søndag aften. Her klæder vi dig på til turen.

Søndag kl. 18 mødes landets to største byer og årets to mest formstærke hold i en spændende duel i Parken på Østerbro i København.

Med stor opbakning fra begge byer, tørner løverne og isbjørnene sammen i en flot kulisse, hvor værterne forventer udsolgt og vores fans kan glæde sig til et udvidet udebaneafsnit bag det ene mål.

Her var der torsdag allerede 3.000 billetter ude. Men der er plads til flere. Så find din billet lige her, hvis man stadig mangler.

(Opdateret 20.5 kl. 20.00: Afsnittet tæt på udsolgt) 

Tager man med til Parken på søndag, er det nyttigt at afsøge FC Københavns information til udebanefans her.

Kommer man til Parken med holdet på søndag, er det muligt at komme til stadion på mange måder. Bemærk, at FCK opfordrer til, at udeholdets fans ankommer via Østerbrogade og Gunnar Nu Hansens Plads. 

Det er svært at parkere tæt på Parken på en kampdag. Derfor har hjemmeholdet lavet en vejledning over parkeringen, der giver overblik over både kørsel og parkering i hovedstaden.

Fra Aarhus går der flere busser efter Ceres og AGF har arrangeret en større bustur til Parken. Her blev tilmeldingen lukket torsdag morgen og alle der har billet vil få direkte information om turen.

Tager man selv turen fra Aarhus, kan man tage toget til København. DSB kører for eksempel med InterCity-tog mod København fra Aarhus kl. 12:45 og ankommer til Hovedstaden kl. 16:36. Herfra er der god tid til at finde vej til metroen, hvis Cityring har to stationer i 5-600 meters gåafstand fra Parken: Trianglen og Vibenshus Runddel.

Kører man selv, så husk muligheden med Molslinjen. Og tænk altså over parkeringen inden man kommer helt tæt på Parken. Den her hjemmeside giver god inspiration til parkering i København.

Har man lyst til en weekend i København i forbindelse med kampen, så er vores hjemmebane på udebane - Crowne Plaza - altid klar med et godt tilbud på en overnatning og en god weekend i København. Besøg dem her.

Som normalt arrangerer både Samlet for Aarhus og AGF Fanclub Aarhus ture til udekampen som man kan læse mere om via deres respektive sociale medier og hjemmeside. Men der er måske udsolgt til de ture, når disse linjer læses.

Vi ser frem til en god søndag, hvor vi i fællesskab skal ud og jagte flere point i jagten på medaljer. Husk at tage hensyn til hinanden og passe godt på dig selv og dine medfans.

Vi bliver mange i Parken på søndag. Så spred kærligheden ud til dine medfans og lad os sammen få en god aften.