KAMPENS SAMARBEJDSKLUBBER: MØD LYSTRUP IF OG AIA-TRANBJERG
06.05.2023 17:39
Blandt de mange tusinde tilskuere, der søndag overværer 3F Superliga-opgøret mod Viborg FF, finder vi flere hundrede ungdomsspillere, trænere og ledere fra Lystrup IF og AIA-Tranbjerg, der er kampens to samarbejdsklubber.
Der venter en interessant 3F Superliga-kamp søndag aften, når vi får besøg af Viborg FF. Traditionen tro har vi besøg af to af vores samarbejdsklubber, der spiller forkamp og løber med spillerne ind. Og søndag er det Lystrup IF og AIA-Tranbjerg, som vi kan glæde os til at møde.
Traditionsklubben Lystrup IF holder til i den nordlige del af Aarhus, hvor den siden 1934 har inviteret områdets fodboldglade indbyggere indenfor. Meget er dog sket siden dengang, og nyeste skud på stammen hos Lystrup IF er en topmoderne og bæredygtig kunstgræsbane som har været i brug siden sommeren 2022. Hos formanden i Lystrup IF, Peter Dyhr, har den nye bane kostet blod, sved og tåre, og derfor er håbet også at så mange som muligt for glæde og gavn af den nye bane.
- Banen har jo været undervejs siden 2014, så at den endelig stod klar til indvielse den 3. september, var virkelig dejligt. Det har betydet utrolig meget for fællesskabet og klubfølelsen, at vi ikke har skulle leje os ind på andres baner. Samtidig er vi jo også lidt stolte over, at vi med hjælp og støtte fra hele byen, selv har indsamlet pengene til banen, siger Peter Dyhr.
Ligesom i resten af Danmark er der også flere og flere piger, der ønsker at spille fodbold i Lystrup. Og her har man i Lystrup en stor lyst til at styrke tilbuddet til pigefodbolden.
- Vi har en fin dialog med AGF omkring pigefodbolden i regionen. Noget af det vi rigtig gerne vil mere af er at have et godt tilbud til de piger, som måske vil træne lidt mere. Og her er AGF rigtigt gode at sparre med. Så faktisk har vi allerede nu de første møder booket med AGF, og håber at vi kan rykke pigefodbolden endnu mere i Lystrup, afslutter Peter Dyhr.
AIA-Tranbjerg med nye tiltag
Hos dagens anden samarbejdsklub fra AIA Tranbjerg kigger man misundeligt mod Lystrup IF og deres nye kunstgræsbane. Man har nemlig kæmpet i mange år for at få en kunstgræsbane til byen, men nu ligner det snart at der sker noget ifølge ungdomsformand Kristian Lau Mikkelsen.
- Vi træner på grus om vinteren, så vi kan slet ikke vente med at komme på kunstgræs. Det kommer til at betyde så meget for de drenge og piger der hver dag spiller på banerne. Lige nu er der mange hold der ikke træner i vinterhalvåret og det synes vi er trist, lyder det fra Kristian Lau, som dagligt kan se hundredvis af børn indtage banerne i Tranbjerg.
For i byen er man nemlig begunstiget af at have en stor mængde børn som gerne vil spille fodbold. Og det gælder både drenge og piger. Derfor vil AIA Tranbjerg med et nyt tiltag forsøge at give børnene endnu bedre forhold.
- Vores plan er at ansætte en børneudviklingstræner, sådan at vi sikrer bedre børnetræning i klubben. Vi har så mange børn herude og det handler for os om at gøre træningen så sjov og lærerig som overhovedet muligt og det håber vi en børneudviklingstræner kan hjælpe med, siger Kristian Lau Mikkelsen.
Formålet med den bedre træning er naturligvis at piger og drenge bliver dygtigere til fodbold men der er mindst ligeså meget fokus på det sociale.
- Vi forsøger at igangsætte initiativer med sociale sammenkomster på tværs af hele klubben. Men vi må indrømme at vi mangler hænder. Så derfor bliver dagligdagen vigtig. Det er her vi skaber det gode klubliv. Og så har vi nogle aktiviteter med AGF, som vi er meget glade for. Det kunne være autografskrivning med 200 børn, som vi havde her for ganske nylig. Det var en kæmpe succes, afslutter Kristian Lau Mikkelsen.
Søndag skal AIA-Tranbjerg så - sammen med Lystrup IF - hjælpe drengene på banen når vi tager tørner sammen med Viborg FF. Tag godt imod de to klubber og god kamp!