AGF og FREDERIK BRANDHOF FORLÆNGER

15.05.2023 10:16

Det var en god uge i sidste uge for Frederik Brandhof. Først blev han far for anden gang, og kort efter kunne han så sætte sin signatur på en forlængelse af sin kontrakt med AGF med et enkelt år, så den nu løber frem til julen 2025.

Frederik Brandhof kom til AGF i sommeren 2021, hvor han skiftede på en fri transfer fra Viborg FF. Siden er det blevet til 53 kampe og tre mål for den alsidige og arbejdsomme midtbanespiller, der også kan bruges på kanterne og som back.

- Det er en fornøjelse, at vi nu kan udbygge vores aftale med Frederik. Han er en meget arbejdsom og dedikeret spiller, som arbejder stenhårdt hver dag i holdets tjeneste. På den måde er han er en rollemodel for klubbens værdier om hårdt arbejde, ansvarlighed og vinder-mentalitet, og han er en vellidt og skattet del af vores trup som i højeste grad er bærer af den kultur, vi ønsker os i klubben. Så det glæder os, at Frederik kan se sig selv fortsætte i AGF flere år endnu, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

For Frederik Brandhof selv skulle der ikke meget betænkningstid til, da muligheden bød sig for at forstærke og udbygge aftalen med AGF.

- Jeg trives på alle måder godt på holdet og i klubben. Selv om jeg i perioder ikke har startet inde i alle kampene, så handler det om at klø på og fortsætte det hårde arbejde, og jeg fornemmer, at klubben sætter pris på mig og mit arbejde. Derfor føles det også naturligt for mig at forlænge vores aftale.

- Det er et rygstød for mig, at klubben fortsat tror på mig og ønsker mig på en længere aftale. Så jeg er rigtig glad for at kunne forlænge og ser nu frem til de sidste tre kampe i denne sæson med endnu mere gejst og energi og inden vi får set os om starter der en ny sæson, siger 26-årige Frederik Brandhof, der oprindeligt er fra Skive, hvor han også fik sin divisionsdebut. Siden gik karrieren over FC Midtjylland og Viborg FF inden han sin debut for AGF i august 2021 i en kamp mod FC København.

Efter kontraktforlængelsen løber AGF og Frederik Brandhofs aftale nu til udgangen af 2025.