AGF KVINDEFODBOLD PÅ KLUBBESØG I VARMEN

15.06.2023 12:00

AGF's kvinder har været på klubbesøg i vores samarbejdsklubber, hvor den stod på træning og hyggeligt samvær.

Onsdag aften var træningen en smule anderledes end normalt på banerne ved Skæring Skole, hvor vores samarbejdsklub HEI træner.

Der var nemlig fire nye hjælpetrænere i dagens anledning. Sarah Sundahl, Benedicte Moss, Cecilie Mortensen og Camilla Bonde fra AGF Kvindefodbold var på besøg.

Og der var nok at se til for de fire Gjensidige Kvindeliga-spillere. 48 piger var mødt op til træning og den fik ikke for lidt med nye driblinger, skudtræning, fodboldkampe og nysgerrige spørgsmål om livet som fodboldspiller.

Og hvis man spørger forældretræner fra HEI, Anders Bundgaard, så er det lige præcis dét, sådan en dag handler om.

- Det betyder, vi kan vise dem, at hvis man passer fodbolden og hygger sig, så kan man komme langt. Og så er det sjovt for pigerne at se spillerne her, de ser dem jo i fjernsynet. De er rollemodeller og dét er vigtigt, fortæller Anders Bundgaard.

Også for spillerne er besøgene i samarbejdsklubberne noget særlig.

- Det er livsbekræftende at besøge pigerne i deres klubber. At komme ud og være et forbillede, så pigerne kan se, hvad man kan nå, fortalte Sarah Sundahl efter træningen.

For træner Anders Bundgaard var det også fedt at blive aflastet. Han er selv far til Ellen på ni år og sammen med to andre fædre, Jeppe Thvilum og Christian Hardahl, træner de ca. 40 piger to gange om ugen. 

- Da vi startede for halvandet år siden havde vi ti piger herude. Nu er vi fire årgange, der træner sammen og lærer en masse om fællesskab og kammeratskab. Så får vi lidt motion, sjov leg og sociale relationer på tværs af klasser, skoler og årgange, fortæller træneren.

Efter træningen blev der skrevet autografer på fodboldstøvler, shorts, arme og trøjer til den store guldmedaljer.

Udover besøget i HEI besøgte AGF Kvindefodbold også vores samarbejdsklubber i Hørning, AI Tranberg og Harlev.

Tak fordi vi måtte komme forbi.