PÅ VEJ MOD SKARPHEDEN: GOD LEJR LAKKER MOD ENDEN
23.01.2023 07:44
Nicolai Poulsen og holdkammeraterne fik igen gode kampmeter i benene i søndags i den sidste testkamp inden liga-truppens første træningslejr snart er slut.
Træningslejren i Spanien nærmer sig sin slutning for 3F Superliga-truppen. Søndag spillede vi lejrens anden og sidste træningskamp, da det blev 1-1 mod norske Vålerenga i en kamp, hvor der blev arbejdet med presset, som i perioder gav holdet gode offensive muligheder.
Men det sidder ikke helt i skabet endnu og det skal det nødvendigvis heller ikke på det her tidspunkt af opstarten, fortalte Nicolai Poulsen efter kampen søndag.
- Det så i perioder fint ud og vi fik erobret mange bolde. Men vi fik så ikke helt nok ud af alle de situationer, hvor vi fik fat i bolden - det skal vi ha’ mere ud af. Men jeg synes, at det så godt ud i flere sekvenser og vi lykkes med noget af det, vi gerne ville.
- Men det handler om at arbejde på den skarphed, som vi skal ha’, når turneringen starter. Den har vi i sagens natur ikke endnu og det er det, den her slags kampe skal hjælpe os til, siger Poulsen, som naturligvis gerne havde taget en sejr nu, hvor vi var foran et langt stykke ind i testkampen.
- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke får sejren - vi har chancerne til at lukke den til 2-0 og så scorer de på en dødbold som helst ikke må ske. Men vi kan tage meget positivt med og vi lægger hele tiden på i forhold til, hvor vi skal være, når det gør løs om tre ugers tid i Aalborg, siger Poulsen.
Godt udbytte af lejren
Truppen har nu et par træningsdage tilbage før turen går hjem til Aarhus. Her venter et par velfortjente fridage, når flyveren er landet, hvorefter arbejdet så fortsætter på Fredensvang i en uges tid inden næste træningslejr kalder den 4. februar. Indimellem er der så en træningskamp i København mod FC København den 30. januar.
- Det har været en god træningslejr som heldigvis ikke er helt slut endnu. Og udover de to kampe, vi har spillet hernede, synes jeg, at vi har fået meget ud af det. Vi har trænet hårdt hver dag og så står man ikke altid med diamanter i benene, når man skal spille træningskampe. Men sådan er det i en ’preseason’ og vores gode og hårde træning kommer til at gavne os i den sidste ende.
- Vi er også kommet tættere på hinanden som hold hernede, hvor vi har haft det godt sammen. Det betyder også meget og er en vigtig del af en lejr som den her. Så det har været godt og vi har fået meget ud af det, fortæller Nicolai Poulsen.