GODT OG SKIDT EFTER TO TESTKAMPE

10.02.2023 19:39

Cheftræner Uwe Rösler fik set sine tropper i 2 x 90 minutter i dag.

Resultatmæssigt blev fredagens to testkampe i Spanien ikke som cheftræner Uwe Rösler havde håbet på. Både vores kamp mod BK Häcken og mod Malmø FF endte således med et nederlag efter næsten hele truppen havde været i kamp. Og cheftræneren så de to kampe sådan her:

- Vi mødte et meget stærkt Häcken hold, der udspillede os i de første tyve minutter, hvor vi havde det svært. Vi testede en lidt anderledes formation på midtbanen som virkede godt, da vi prøvede det mod Vålerenga, men som vi må erkende ikke fungerede optimalt for os i dag.

- Deres andet mål kom på en fejl i slutningen af første halvleg, hvor vi var helt med i kampen, men så var vi bagud med to, og så blev det svært. Men i anden halvleg gav vi det et skud og jagtede resultatet - det gav så et unødvendigt mål til Häcken i starten af anden halvleg. Men efter det mål jagtede vi godt og pressede som vi gerne ville. Vi fik mange bolde i feltet, men fik det ikke udnyttet nok.

- På det her niveau, så bliver det straffet, når vi ikke har balancen og når der sker fejl. Jeg er skuffet over, at vi taber kampen mod Häcken og, at det ikke lykkes for os at vinde i dag. Men omvendt, så er jeg tilfreds med, at vi aldrig gav op og prøvede at komme tilbage helt til det sidste, siger Uwe Rösler, som også stod i spidsen for holdet senere på dagen, da vi mødte Malmø FF og tabte 3-4.

- Bortset fra resultatet, så er jeg overordnet positiv over kampen mod Malmø FF. Vi scorede tre mål i en kamp mod et mere erfarent Malmø-hold, som har en bred og dygtig trup. Men dem gav vi modstand, og jeg synes vi så et ambitiøst ungt hold, der viste sig godt frem.

- De unge spillere gjorde det fint. Især var jeg imponeret af Diesel Harrington, som nok spillede den bedste kamp, jeg har set i min tid i AGF. Det var også godt at se Peter Bjur starte i AGF-trøjen for første gang og, at vores angribere fik scoret. Frederik Brandhof var tilbage i sin første kamp i tre måneder efter en skade og Yakob var også tilbage.

- Så konkurrencen om pladserne er hård, og den er ikke blevet mindre hård efter vi så en god kamp mod Malmø. Og nu er vi over de sidste testkampe uden skader. Næsten alle fik spillet 90 minutter og fysisk er vi der, men vi skal ikke indkassere de mål, vi gjorde i dag - det var skuffende, lød det fra cheftræneren efter en lang, men udbytterig dag på sidelinjen.