INDEN POKALKAMP: - VI KOMMER GODT IND TIL KAMPEN

06.12.2023 12:24

Årets sidste hjemmekamp står for døren, når vi torsdag tager i mod Brøndby IF i Oddset Pokalen.

Torsdag aften tager vi hul på den første af to kvartfinaler i Oddset Pokalen mod Brøndby IF. Første kamp er hjemme i Aarhus på Ceres Park i morgen aften kl. 18. Her er der godt gang i billetsalget som kan findes lige her.

Og truppen ser da også frem til igen at spille hjemme i Aarhus efter to udekampe på Sjælland i de senere runder i 3F Superligaen. Nu gælder det altså Pokalturneringen og det kun tredje arvefjendeopgør i pokalen.
 
- Vi kommer med et godt rygstød fra sejren i København i søndags, hvor vi sluttede ligaen af på bedst mulig vis med tre point. Nu glæder vi os til at spille hjemme igen, siger Frederik Tingager, som kom på tavlen i søndags i København, da han steg til vejrs og headede vores sejrsmål ind. 

­ 

I mixed zonen efter den kamp så cheftræner Uwe Rösler også frem til torsdagens pokaldyst.


- Det er en vigtig turnering for os og det bliver et par spændende kampe for os at slutte året af på. Det bliver en svær udfordring over to kampe mod Brøndby IF, men for at nå finalen skal man slå mindst et tophold ud. Og nu er det så Brøndby. Vi kommer godt ind til kampen efter sejren her og jeg ville ikke vædde mod os inden kampen, sagde Rösler efter 2-1 sejren i Parken.
 
Seneste kamp mod Brøndby endte 1-1 på Brøndby Stadion. Gense højdepunkterne fra den kampe her.

Og find din billet til torsdag i linket herunder. Husk at der er adgang som normalt for sæsonkortholdere og abonnenter til kampen. (På nær Sølv kategorien som har fået direkte besked)