FØR LYNGBY: DER SKAL TRE POINT HJEM TIL AARHUS

25.08.2023 09:14

Lyngby Boldklub venter søndag i Ceres Park. En modstander som aftvinger respekt for en god sæsonstart. Men vi har kvaliteterne til at vinde, lyder det fra truppen inden søndag.

Søndag kalder Ceres Park igen, når der er 3F Superligs programmet. Kl. 14 tørner vi sammen med Lyngby Boldklub i et opgør med mange traditioner og historie i dansk fodbold.

Det er sæsonens første møde med Lyngby efter vi i seneste sæson vandt begge vores kampe 1-0. Et resultat, som i øvrigt går igen flere gange i de senere års kampe mellem AGF og Lyngby.
Se mere baggrund på kampen her.

Med uafgjort i de to seneste kampe, ser gutterne nu frem til en ny kamp med muligheden for at hente tre gode point hjem til Aarhus.

- Jeg tror det bliver en fed kamp for tilskuerne. Jeg har mødt Lyngby nogle gange i min tid i 1. division og det er et godt hold. De har også været godt spillende her i starten af sæsonen og har nogen fine spillere, som vi skal være klar til at stå i mod. Så de har noget kvalitet i holdet, men hvis vi rammer vores niveau, er det også en kamp, vi skal vinde, siger Tobias Anker.

- Vi skal gøre det, vi er gode til. Vi kommer med power og vil ha’ bolden og få spillet den frem. Så har vi også gode chancer for at få en sejr sammen med forhåbentlig mange mennesker på Ceres Park, tilføjer Tobias Anker, hvis holdkammerat og anfører Patrick Mortensen ser frem til at komme hjem og spille i Aarhus igen.

- Jeg glæder mig til at spille på Ceres Park og vi hungrer efter at lave tre point. Vi ville gerne have haft større udbytte af de seneste kampe, men vi går også ind til opgaven mod Lyngby med ydmyghed. De har gjort det rigtig godt og er svære at slå, så vi har en sund respekt for dem. Men vi er et sted, hvor vi skal ud og dominere og forhåbentligt hente tre point, siger Patrick Mortensen til fansitet ksdh.dk

Den seneste kamp mod Lyngby i Aarhus var sidste år, hvor vi for næsten præcis et år siden vandt 1-0. Lad os bare få en ny sejr på søndag, hvor vi fejrer Samarbejdsklubbernes Dag og åbner AL Bank Fanzonen kl. 11 før kampen starter kl. 14.

Brug linket herunder til din billet.