STJERNEFYLDT FODBOLDFEST INDEN DEN JYSKE KLASSIKER
Foto: Foto Trine/UNICEF CUP — 07.09.2022 11:07
Masser af tidligere fodboldspillere stiller op i velgørenhedsturnering inden Bravida inviterer til fodbold til halv pris.
Lørdag den 17. september bliver en stor dag i Kongelunden. For her inviterer Bravida til det klassiske opgør mod AaB til halv pris og ikke mindst til Oktoberfest i AL Bank Fanzonen både før og efter kampen.
Men også inden 3F Superliga-kampen mod AaB kan man opleve en fodbold-fest. Godt nok med lidt andre aktører og i andre rammer, men ikke desto mindre er fodbolden stadig i centrum, når UNICEF Cup finder sted i Ceres Arena samme dag.
Fra kl. 12.30 lørdag den 17. september kan man derfor opleve skuespillere, komikere, sportsværter, tidligere fodboldstjerner og AGF-legender kæmpe om æren og pokalen, når de spiller mod hinanden til fordel for UNICEF’s arbejde.
Blandt deltagerne finder man AGF-legender som Stig Tøfting, Peter Graulund, Lars Lundkvist, Martin Jørgensen og Steffen Rasmussen. De møder blandt andre skuespillerne Cyron Melville, Roland Møller, Vild med Dans-værten; Martin Johannes Larsen, komikerne Carsten Bang og Geo og tv-vært Signe Vadgaard, der får selskab af tidligere fodboldspillere som Thomas Gravesen, Niclas og Daniel Jensen og Thomas Helveg.
I år kæmper seks hold om den eftertragtede pokal, mens de samtidig samler penge ind til UNICEFs indsats for at levere en million stivkrampevacciner til verdens børn.
AGF-legenden Stig Tøfting, der stiller med tv-holdet denne gang, forventer både sejr og god stemning på lægterne:
- Jeg tror, at hverken musikere eller komikere synes, det er sjovt at blive kørt rundt med hæl og tå. Til gengæld elsker tilskuerne hæl og tå. Så jeg håber at se rigtig mange tilskuere på lægterne til en sjov og hyggelig fodboldfest til fordel for UNICEF og børnene, siger Stig Tøfting, der dog får kamp til stregen af Cyron Melville og skuespillerne, da Melville viste sin fodboldkunnen, da han spillede Brian Laudrup i filmen ’Sommeren 92’.
UNICEF Cup er fodbold og underholdning for både børn og voksne, og vi håber at mange vil benytte showet til at komme tidligt i Kongelunden inden kampen mod AaB og få en god dag ud af det. Der er gratis entre for både børn og voksne, og til de første 300 børn uddeles, der gaver ved indgangen.
Ceres Arena åbner dørene kl. 12:00. Officiel velkomst og holdpræsentation kl. 12.30, hvorefter kampene starter.
UNICEF Cup arrangeres af århusianerne fra Danmarks Mest Velgørende Fodboldhold, der i mange år har brugt fodbold som løftestang til velgørende aktiviteter. Danmarks Mest Velgørende Fodboldhold arrangerede UNICEF Cup for første gang i Danmark i 2013, og i år afholdes turneringen for syvende gang.
TV-værtslandsholdet:
Lars Christiansen som anfører, Stig Tøfting, Thomas Gravesen, Niclas og Daniel Jensen, Thomas Helveg og Signe Vadgaard.
Komikerlandsholdet:
Carsten Bang er på som anfører, og holdet består blandt andre af Geo, Lasse Madsen og Martin Johannes Larsen.
Skuespillerlandsholdet:
Cyron Melville er anfører og har blandt andre Lucas Lynggaard Tønnesen, Marco Ilsø og Roland Møller på holdet.
AGF Friends & Legends:
Her er blandt andre Martin Jørgensen, Peter Graulund, Steffen Rasmussen, Rasmus Tantholdt og Lars Lundkvist på holdet.
Derudover spiller Ingeniørlandsholdet og Danmarks Mest Velgørende Fodboldhold med i UNICEF CUP 2022.
Sådan gik det senest, der var UNICEF CUP i 2019.