KEBABEN VENDER TILBAGE TIL CERES PARK

02.09.2022 15:32

Mandag er der mulighed for alle til at smage Vatanspors gode Vatan Kebab, når vi møder FC Nordsjælland hjemme på Ceres Park.

Når AGF møder FC Nordsjælland på mandag den 5. september kl. 19, bliver der mulighed for at stille sulten med en kebab inden kampen. For på mange opfordringer fra publikum vil AGF nu teste interessen for kebab ved den næste hjemmekamp.

Ønsket fra publikum kommer efter vores pokalkamp mod Vatanspor, der torsdag havde midlertidig hjemmebane på Ceres Park og i den forbindelse serverede kebab for deres fans

Det vakte så stor begejstring blandt AGF-tilhængerne, at vi nu har allieret os med Vatanspor og deres Kebab-specialist som til mandagens kamp serverer deres berømte Vatan Kebab fra en bod i AL Bank Fanzonen. 

- Vi tester ofte forskellige madtilbud. For eksempel burgere og vegetar-tilbud, og arbejder løbende på at optimere oplevelsen på Ceres Park - herunder udvide vores sortiment inden for de muligheder vores stadion giver os.

- Og vi så til Vatanspor kampen, hvor effektivt boden med kebab fungerede, og hvor glade publikum var for muligheden. Derfor tog vi fat i Vatanspor og folkene bag boden, og har nu lavet en aftale om, at de kommer på Ceres Park igen.

- Ved pokalkampen mod Vatanspor var der vist mange AGF-tilhængere, der gik forgæves til en kebab, da boden var på en anden tribune, end hvor de var. De får nu muligheden for at stille sulten med en kebab på mandag, siger marketingdirektør i AGF, Asger Munkholm.

AGF og Vatanspor har i øvrigt begge haft så stor glæde af samarbejdet i forbindelse med pokalen og Aarhus-klubbens midlertidige overtagelse af Ceres Park, at AGF nu har inviteret klubben ind som såkaldt Senior-samarbejdsklub, der er et klubsamarbejde mellem AGF og fodboldklubber uden større ungdomsafdelinger.