AGF KVINDEFODBOLD PÅ KLUBBESØG

02.09.2022 12:26

I ugens løb har AGF Kvindefodbold været en tur på besøg i vores gode samarbejdsklubber. I alt fik tre klubber besøg til en dag med stor træningsiver og socialt samvær.  

Sofie Vendelbo, Sarah Sundahl og Nathalie Jørgensen havde for eksempel fornøjelsen af være på besøg i TRIF i Rønde onsdag aften og stå for træningen af deres U14-piger.  

- Det var fantastisk dag for TRIF-pigerne. De tre AGF-spillere gav sig god tid til at spille, hygge og have god tid til at snakke med de unge piger. Det var en super fed oplevelse for alle, og det er helt sikkert noget, der tænder et stjernefrø hos flere, fortæller cheftræner Claus Olesen efter besøget.

Vendelbo, Sundahl og Jørgensen havde gode øvelser og konkurrencer på programmet, som de deltog i med stor energi. Selv hvis de tabte, var de ikke fine til at tage armbøjninger med TRIF-pigerne. Selv Jørgensen, der normalt forsvarer målet fra midtbanen, viste sig frem som en mulig afløser for Katrine Svane. Hun tog målet, da træningen blev afsluttet med en straffesparkskonkurrence.  

 

Besøgene i samarbejdsklubberne gav mulighed for gode snakke med de unge fodboldspillere, sjove øvelser til træningerne og ikke mindst, blev der udvekslet autografer og en selfie eller to.  

 

Denne gang var det AC Norddjurs, TRIF og Sabro IF, der fik besøg af kvindeligaen.   

 

AGF siger tak fordi vi måtte besøge klubberne. Vi glæder os til næste gang.