14.10.2022 12:42

Aldrig så snart har Superliga-truppen sat fødderne på Fredensvang før turen igen går til Sjælland. Søndag eftermiddag går turen således til Farum i mødet med FC Nordsjælland på Right To Dream Park. 

Vi skal forsøge at revanchere os fra sidste møde, der endte med et 3-2 nederlag hjemme på Ceres Park i starten af september. Senest vi tørnede sammen på Right To Dream Park var i foråret, hvor vi kunne vi tage hjem til Aarhus med en deler og et enkelt point efter Frederik Ihlers sene udligning i kampen.

Vi håber på at se endnu en stor skare af AGF fans støtte gutterne. Både jer der kommer fra Sjælland og dem, der starter efterårsferien med at tage turen fra Aarhus.  

Hent billetter her. 

En voksenbillet koster 110 kr., mens den for børn koster 50 kr. Husk at vælge billetter til udebaneafsnittet.  

Tager man turen til Farum med holdet på søndag, er der flere muligheder.  Bemærk dog, at FCN opfordrer til, at man ankommer til kampen UDEN bil, såfremt det er muligt, da det er svært at finde parkering på kampdag, men der anbefales parkering langs Paltholmvej og Lillevangsvej.  

Find mere information på FCN's hjemmeside om udebanefans her.  

Tager man turen fra Aarhus med tog, kører DSB med InterCity-lyntog 70034 fra Aarhus kl. 11:15 og lander i København. Kl. 14:03. Herfra kan man finde videre til S-toget Linje B, der kører 14:17 mod Farum Station og ankommer 14:55. Herfra kan man gå en rask gåtur på ca. 20 minutter, der er lige ud af landevejen. Eller man kan tage busrute 333 til Right To Dream Park.  

Der går også bus fra Aarhus til København. Hvis man er mere til det, kan man med Flixbus tage en direkte bus fra Sønder Allé 11:00 og lande på Københavns Hovedbanegård kl. 14:30 og derfra finde vej til Farum. Husk også muligheden med Molslinjen, som man kan benytte både i bil og med bus.   
 
Som normalt arrangerer både Samlet for Aarhus og AGF Fanclub Aarhus ture til udekampen, som man kan læse mere om via deres respektive sociale medier og hjemmeside. 
 
Vi ser frem til at starte efterårsferien med en kamp, hvor vi i fællesskab skal forsøge at hive en sejr med hjem. Støtten ude og hjemme i denne sæson har været formidabel - lad det bare fortsætte søndag.

Kampen fløjtes i gang på Right To Dream Park søndag kl. 16. Finder man ikke vej til stadion, kan kampen ses på 6’eren og på Discovery+