THOMAS HELMIG VENDER TILBAGE TIL CERES PARK & ARENA
Foto: — 04.10.2022 06:25
Efter sommerens triumftog af en koncert i Ceres Park rykker Thomas Helmig nu indendørs og spiller to koncerter i Ceres Arena til foråret.
Koncerterne kommer efter et år, hvor Thomas Helmig fejret triumfer ved en række sommerkoncerter - herunder sin første stadionkoncert i eget navn på hjemmebanen i Aarhus foran 30.000 fans en smuk sommeraften i Ceres Park, som AGF-ambassadøren indtog med en stor fest og fremragende anmeldelser.
Men Helmig har også optrådt på Roskilde Festivalens ikoniske Orange Scene, Smukfest i Skanderborg, Tinderbox i Odense, ligesom han også tog sin hjemby med storm ved en uannonceret koncert på Northside Festivalen i sommer. Og i det hele taget har det været et rigtig fint år for Thomas Helmig.
Sammen med hustruen Renée Toft Simonsen har han skrevet Aarhus’ nye vielsesritual. Han har udsendt en single med Benjamin Hav, medvirkede på Mike Lowrey & Cobs’ populære udgave af ”Stupid Man” og for et par uger siden modtog han Stiftens Ærespris foran 14.000 mennesker i Tivoli Friheden - en pris, som gives til ”en person eller en institution, der kitter Aarhus sammen og i helt særlig grad bidrager til byens puls og identitet”.
- Vi er rigtig glade for at kunne byde Thomas Helmig velkommen tilbage i Ceres Arena. Det var en fantastisk koncert i sommer på Ceres Park. Det bliver det også inde Ceres Arena, hvor rammerne bliver lidt mere intime, men det bliver med garanti stadig en fest, siger Hanne Stadsgaard, der er eventchef for Ceres Park & Arena.
Efter et flot udendørs show har Thomas Helmig strikket et helt nyt spektakulært sceneshow sammen til de to indendørs koncerter i Ceres Arena, der kommer til at finde sted fredag den 31. marts og lørdag den 1. april.
Billetsalget starter lørdag d. 8. oktober kl. 10.00 hos Billetlugen.