SAMARBEJDSKLUBBERNES DAG: PRISER BLEV UDDELT TIL ILDSJÆLE

10.10.2022 13:11

Det frivillige idrætsarbejde blev hyldet søndag på et udsolgt Ceres Park.

I går hyldede vi alle vores samarbejdsklubber ved hjemmekampen mod FC Midtjylland.

Traditionen tro uddelte vi også to priser, der hylder frivilligheden og fællesskabet ude i klubberne. Den ene pris uddeles af AGF og Arbejdernes Landsbank, og hedder Årets Frivillig. Den gives til en ildsjæl fra samarbejdsklubberne, der yder en helt ekstra ordinær i sin klub. Og i år gik prisen til Bjarne Thomsen fra Kolind-Perstrup IF, som blev nomineret af sine klubvenner.

I indstillingen fra klubben hed det blandt andet, at Selvom Bjarne har fuldtidsarbejde og familie er han i højeste grad med til at få vores lille klub til at være et godt sted at være. Bjarne varetager alt fra kridtning af baner og tøjvask til indkøb og drift af vores nye kiosk, som han desuden selv har været med til at bygge i samarbejde med hans bror her i 2022. Desuden er Bjarne altid manden man ringer til, hvis der er spørgsmål til redskaber eller drift og han står altid klar til at hjælpe med små- som store arrangementer. Bjarne fortjener i højeste grad at vinde prisen som Årets Frivillig 2022 for hans altid positive energi og hans mange frivillige timer i KPI Fodbold”

Tillykke til Bjarne med prisen.

Årets Samarbejdsklub
Vi fandt også Årets Samarbejdsklub i går. Det er en pris, der uddeles i samarbejde med PR electronics, der står bag prisen for netop at fejre og hylde det frivillige arbejde og klubfællesskabet.

Sidste års vinder blev TST Fodbold og i går gik prisen til IF Lyseng og deres arbejde for drengefodbolden, som har givet pote i form af en flot licens.

I nomineringen hedder det: IF Lyseng har efter hårdt og målrettet arbejde de seneste år arbejdet mod at få to stjerner i DBU licenssystem for drenge. Med en samlet 30. plads i hele Danmark (en fremgang på 20 pladser, de sidste to år), lykkedes det i år at opnå to stjerner, og for første gang adgang til U17 og U19 drengedivision, hvilket er første gang nogen sinde for en samarbejdsklub til AGF.

Tillykke til IF Lyseng med prisen og tak til alle samarbejdsklubber for en rigtig god dag i går og tak for alt jeres frivillige arbejde ude i klubberne.